Klimaalliancen: Sådan skabes reel klimaomstilling gennem lokal handling

Det står i regeringens strategi for global klimaindsats: At klimaudfordringen er en af vor tids største globale udfordringer. At vi med Parisaftalen og FN’s verdensmål er nået til global enighed om nødvendigheden af, at vi handler nu for at sikre en bæredygtig klode for kommende generationer. Men at det halter med at omsætte aftalernes målsætninger til handling. 

For hvad gør man, når man skal gå fra politiske ambitioner til reel klimaomstilling?

Et bud kan være den model, som Klimaalliancen har valgt. Klimaalliancen er et partnerskab mellem Kommunernes Landsforening og Realdania, der skal gribe de gode erfaringer og den viden, hver kommune kan bringe til bordet for at understøtte, at alle de klimatiltag, kommunerne planlægger at lave, også bliver til virkelighed lokalt.

- Klimaalliancen skal bidrage til, at kommunerne går fra plan til klima-handling og understøtte det store omstillingsarbejde, som venter kommunerne på vej mod deres klimamål i 2030 og klimaneutralitet i 2050, forklarer Tue Damsø, seniorkonsulent i Den grønne tænketank CONCITO, som sammen med det internationale bynetværk C40 er tilknyttet som videnspartnere i alliancen.

Indsats med tre spor

Det sker gennem tre spor: Et klimaudviklingsspor (hvor flere kommuner går sammen om at udforske og udvikle ambitiøse løsninger på konkrete udfordringer for eksempel inden for transport og landbrug), et implementeringsspor (hvor alliancen hjælper kommunerne med at gøre planerne til virkelighed og monitorere indsatsen) samt et opdaterings- og certificeringsspor (hvor alliancen hjælper med, at klimahandlingsplanerne bliver revideret og opdateret, så de er så aktuelle og ambitiøse, at de fortsat kan opnå certificering inden for de højeste internationale standarder for klimaplanlægning).

- Klimaalliancen gør årligt status på implementeringen af kommunernes klimahandling. Danmark er dermed det første land, hvor snart alle kommuner har klimahandlingsplaner godkendt efter C40s internationale standard, og hvor fremdriften følges systematisk, fortæller Tue Damsø, der sammen med en række kollegaer har udarbejdet alliancens første statusrapport, som blev udgivet tidligere i år.

- Med rapporten forsøger vi at levere læring og vejledning til kommunerne, for hvis ikke der er indbygget læring i den måde, vi arbejder på, bevæger vi os ikke ordentligt fremad. Ambitioner og virkelighed skal mødes i tide, for at vi løbende forstår, hvad der virker og ikke virker, så vi ved, hvad vi skal gøre for at accelerere handlingerne fremover, siger Tue Damsø.

Logikker skal efterprøves

Det gælder ikke mindst, fordi alle klimahandlingsplaner er bygget op i en logisk kæde, hvor det forudsættes, at den klimahandling, der sættes ind i handlingsplanen, virker på en måde, så den har en effekt i virkeligheden.

Et eksempel: En kommune holder et informationsmøde om at skifte fra oliefyr til varmepumpe, og så forudsætter kommunen, at det møde får nogle borgere til at skifte fra olie til varmepumpe; den effekt indregner kommunen i sin klimahandlingsplan, og de logikker skal selvsagt efterprøves, før vi ved, om indsatsen reelt flytter noget?

Desuden er det også vigtigt at kende barriererne for, at nogle indsatser kan gennemføres.

- En kommune har for eksempel et tiltag om at udrulle fjernvarme i store dele af tidligere gasområder i kommunen, men må konstatere, at det går lidt trægt, og så kan vi afsøge, om det er et lokalt, nationalt eller eventuelt internationalt problem, fortæller Tue Damsø.

I det konkrete tilfælde viser det sig måske, at problemet er prissignaler: Alle ville gerne have fjernvarme, da Rusland rullede ind i Ukraine, hvor gas var meget dyrt. Men nu falder prisen igen, samtidig med at fjernvarmerør er blevet dyrere, fordi alle ville have dem, fordi rørlæggerne skal have mere i løn, og fordi renten er steget. Og selv hvis de løbende udgifter til fjernvarme er billigere end til gas, så er det dyrere at etablere fjernvarme, hvilket ikke er en fordel for at implementere grønne løsninger.

- Og når regeringen samtidig sætter spørgsmålstegn ved slutdatoen for nye gasfyr i 2035, sender den et signal om, at det ikke haster. Så er omstilling af varmeforsyningen måske ikke et problem, der skal løses i den kommune, der oplever det, men af staten, og det kan Klimaalliancen så gå til staten og gøre opmærksom på, forklarer Tue Damsø og tilføjer:

- I alle tilfælde handler det om at kortlægge, hvilke erfaringer vi kan trække ud fra de kommuner, der overkommer en klimaudfordring? Kan andre kommuner kopiere løsningen, eller er der tale om et kulturelt eller fysisk forhold, der ikke lader sig kopiere; for eksempel er det nemmere at lave cykleindsatser i København end i Ringkøbing-Skjern, mens det er nemmere at etablere vindmøller dér end i København, forklarer han.

Nordiske perspektiver

Når vi skal forstå, hvad der virker og ikke virker, er Klimaalliancens monitoreringssystem et nyt og unikt værktøj ifølge Tue Damsø.

- Jeg kender ikke andre eksempler på et monitoreringssystem for kommunal klimahandling, der dækker alle kommuner, så det bliver muligt at kigge på tværs af et helt land og sammenligne kommuner med enslydende planer, som har samme rammevilkår, siger han.

Fremgangsmåden gør det muligt bedre at forstå, hvad der betinger, at indsatsen lykkes, så klimahandlingsplanerne ender med at resultere i lokal handling.

- Styrken ved Klimaalliancen er blandt andet, at den ligger mellem forskellige forvaltningsniveauer, hvilket gør, at den har bedre mulighed for at styrke samspillet mellem kommune, stat, erhvervsliv etc., hvilket igen er afgørende for at kunne gøre noget ved klimaforandringerne med den hastighed, der er nødvendig, siger Tue Damsø.

I Sverige, Norge og Island ser forvaltningen anderledes ud, og derfor prøver Klimaalliancen at lave studier af de nationale platforme for at kunne lære på tværs.

- Nogle af de erfaringer, vi har i Danmark, vil være relevante at kopiere i Sverige. Og noget af det, de gør hos sig, kan vi lære noget af. Jo mere vi ved, jo bedre grundlag har vi for udvikling både nationalt og internationalt, hvilket er nødvendigt for at omsætte Parisaftalen og FN’s verdensmål til konkrete handlinger, siger Tue Damsø.