Af:
Sanne Opstrup Wedel

Fire unge tech-iværksættere vil erobre Europa med ny politisk AI-assistent

Ny AI-platform hjælper virksomheder med at holde øje med lovgivning, beslutningsforslag og debatter, der kan påvirke deres forretning. Bag teknologien står fire unge mænd, der har sat alt på ét bræt for at lykkes med at løse et demokratisk problem.

Et billede af Christiansborg

Lucas, Karl-Emil, Marcus og Arthur.

Det er ikke fornavnene på medlemmerne af et nyt boyband. Men en drengedrøm er alligevel ved at gå i opfyldelse for fire 22-årige tech-iværksættere, der er godt på vej til at få en levedygtig forretning ud af en ny AI-idé, de har samlet op ved at nærstudere teknologiens udvikling i USA.

- Vi har bygget den AI-drevne platform Hamilton, som hjælper virksomheder og organisationer med at følge kommende lovgivning og skabe overblik over, hvad politikerne taler om, og hvilken regulering der er ved at blive forhandlet og stemt om, forklarer Arthur Casper Storm Teglbjærg.

Han er adm. direktør i Spaak Technologies, som han stiftede i januar 2024 med sine tre venner Lucas Damsgaard, Karl-Emil Waldstrøm Plum og Marcus Nerløe Kassebeer.

Spaak Tech
Lucas Damsgaard, Karl-Emil Waldstrøm Plum, Marcus Nerløe Kassebeer og Arthur Casper Storm Teglbjærg har fået travlt efter de har sat strøm til deres idé om at udvikle en politisk AI-assistent. Foto: PR

Automatisering af enorme mængder information

Inspirationen kommer fra USA, hvor mange af de store advokathuse bruger AI til at udarbejde aftaler og forberede retssager ved for eksempel at gennemgå afgørelser i tidligere, lignende sager. I Danmark undrede Lucas Damsgaard sig over, at samme teknik ikke blev brugt inden for såkaldt politisk interessevaretagelse, hvor der er mindst lige så store mængder af information.

Og sådan blev ideen til den politiske assistent Hamilton og tech-virksomheden Spaak Technologies født.

- Der bliver pumpet ekstremt meget viden om nye regler og love ud i form af alt lige fra SoMe-opslag og nyheder til lange rapporter og lovtekster. I takt med at det politiske landskab bliver mere og mere komplekst, kæmper virksomheder og organisationer for at holde trit med hurtige debatter og store mængder lovgivningsinformation. Det hjælper vi organisationerne med at kunne overskue, forklarer Arthur Casper Storm Teglbjærg.

Er man for eksempel en virksomhed, der fremstiller legetøj pakket ind i plastikkasser, som eksporteres ud af Europa og derfor er underlagt forskellige bæredygtighedskrav, fortæller Hamilton om alt det, der påvirker forretningen. Derefter går robotten i gang. Den læser alle nye dokumenter fra både folketing og EU, der påvirker plastikindpakning og skriver et resumé til virksomheden, som dermed i realtid kan følge med i, hvordan forretningen bliver påvirket fremover.

- I dag er politisk arbejde begrænset af manuelle processer, og hvis du skal overvåge et område, kræver det meget manuelt arbejde og oceaner af tid. Vi automatiserer det, og der er næsten ingen begrænsninger på, hvad man kan overvåge via vores system, som først og fremmest sikrer, at du er up to date i ordentlig tid, fortæller Arthur Casper Storm Teglbjærg

I takt med at det politiske landskab bliver mere og mere komplekst, kæmper virksomheder og organisationer for at holde trit med hurtige debatter og store mængder lovgivningsinformation. Det hjælper vi organisationerne med at kunne overskue.

Arthur Casper Storm Teglbjærg, adm. direktør i Spaak Technologies

Vigtigt bidrag til demokratiet

På blot ét år er de fire venner gået fra idé til 15 ansatte i en virksomhed, der allerede har fået mere end 80 betalingsvillige kunder både inden for både det offentlige og det private – som for eksempel Dansk Industri og Danfoss.

Det begyndte dog knapt så glamourøst, da de fire gutter, som på kryds og tværs har gået i gymnasiet og på efterskole sammen lærte hinanden at kende alle fire, da de var frivillige til den samme business-konference. De var ikke gamle nok til at netværke med nogen, så de serverede drinks og pindemadder og brugte tid på at tale sammen, mens de ryddede op og servicerede gæsterne. Fælles for dem var, at de alle fire havde prøvet at starte virksomheder – og at de havde lyst til at starte noget nyt op.

- Over de næste måneder opstod ideen til at bygge en politisk konsulent baseret på kunstig intelligens, og så gik det så meget over stok og sten, at vi kort efter tog en fælles beslutning om at droppe ud af vores studier og fokusere 100 procent på Spaak, fortæller Arthur Casper Storm Teglbjærg, der på ingen måde fortryder, at den første tid var på rugbrød og havregryn, fordi alle penge gik tilbage til forretningen.

- Interessevaretagelse er grundstenen i en demokratisk proces, og derfor er vi mega stolte over, at vi har kunnet kode en chatbot til at tænke og skrive det, et menneske ville gøre, når man laver en politisk analyse. For på den måde gør vi det muligt for alle at tage del i demokratiet i stedet for at blive kørt over af gigantiske mængder information, siger han.

AI-assistent
I USA bruger mange store advokathuse AI til at forberede retssager ved for eksempel at gennemgå afgørelser i tidligere, lignende sager.

Præcis programmering giver høj kvalitet

Platformen kan desuden selv lave udkast til rapporter og eksempelvis høringssvar, som virksomheder og organisationer kan bruge, når de skal i dialog med offentlige myndigheder. Og som nævnt kan systemet desuden sættes op til at monitorere og overvåge, hvad der bliver sagt og skrevet om emner, der har relevans for Spaaks kunder.

Det hele foregår med en høj præcision, fordi Hamilton er bygget til en specifik, lille bid af verden, der hedder interessevaretagelse.

- AI er et super værktøj, som alle på nu komma fem er begyndt at bruge, men det betyder også, at man bruger og bedømmer teknologien i forhold til alle opgaver i sin hverdag. Man forventer simpelthen, at den kan alt, hvilket er urealistisk, siger Arthur Casper Storm Teglbjærg og fortsætter:

- Det specielle ved vores produkt er, at det er bygget til kun at være effektivt inden for et meget smalt domæne. Det betyder, at vi kan finpudse systemet ned til mindste detalje og altid ved præcis, hvilken dokumentation, vi fodrer vores assistent med. Sammenlignet med andre tjenester er det relativt få dokumenter og slet ikke som for eksempel ChatGPT, der hele tiden trawler det store internet og derfor også får revl og krat med. I modsætning hertil vælger vi selv de data, der kommer ind, og derfor kan vi sikre en høj kvalitet i vores output, forklarer han.

I dag er politisk arbejde begrænset af manuelle processer, og hvis du skal overvåge et område, kræver det meget manuelt arbejde og oceaner af tid. Vi automatiserer det.

Arthur Casper Storm Teglbjærg, adm. direktør i Spaak Technologies

Åbner kontor i Bruxelles

Indtil videre har de fire venner knoklet nat og dag, og selv om det har været, så knokler de på.

- Når det er så nemt at få en uddannelse og derefter et godt job i Danmark, er der ganske få, der kaster sig ud i den skøre rejse, vi har været på, hvor man har en masse måneder uden løn, og finder på et produkt, selv om man ikke kender til området, men bare kan se, hvor der er et problem. Det er hårdt, men jeg mener, vi skal blive bedre til at fremme entreprenørskab, fordi vi sakker så langt bagud på konkurrence, når det kommer til teknologier, siger Arthur Casper Storm Teglbjærg.

Han bor lige nu i Bruxelles, hvor han skal være nogle måneder for at åbne kontor og ansætte kollegaer.

- Lige nu er 40 pct. af vores kunder internationale, og 20 pct. af dem er i Bruxelles. Så vi prøver at flytte os med forretningen. Også uden for landets grænser.