Af:
Sanne Opstrup Wedel

Ny Nordea fond investerer i teknologi, vækst og effektivisering

En ny AI‑fond går bredere end traditionelle teknologiinvesteringer og fokuserer på de virksomheder, der både udvikler og udnytter kunstig intelligens til at skabe bedre kundeoplevelser og højere afkast.

AI-fond-DK

Langt de fleste af os bruger i dag værktøjer som ChatGPT og Copilot til at spare tid i hverdagen. Men de færreste har endnu knækket koden til, hvordan kunstig intelligens for alvor kan gøre både vores arbejdsliv og virksomheder mere effektive. Det gælder også mange virksomheder, som fortsat er i gang med at finde ud af, hvordan AI kan bruges til at optimere forretningen, styrke kundeoplevelsen og øge indtjeningen.

- Selv om ChatGPT og andre AI‑værktøjer allerede har haft stor betydning, er den egentlige AI‑revolution kun lige begyndt. Vi forventer, at AI fundamentalt vil ændre den måde, vi lever, arbejder og interagerer på. Det paradigmeskifte vil række langt ud over teknologisektoren, siger Sander Nielsen, der udvælger eksterne investeringssamarbejdspartnere hos Nordea Asset Management, en af Nordens største kapitalforvaltere.

Portrætfoto af Sander Nielsen
Sander Nielsen udvælger eksterne investeringssamarbejdspartnere hos Nordea Asset Management.

En fond med et globalt og langsigtet perspektiv

Det er baggrunden for lanceringen af fonden Global AI Innovators, som er skabt til at indfange AI‑potentialet i et globalt og langsigtet perspektiv. Fonden investerer ikke kun i teknologiselskaber, men også i virksomheder og sektorer, der i stigende grad vil blive transformeret af kunstig intelligens.

- Mange investorers penge er koncentreret i amerikanske teknologiselskaber. Med den nye fond investerer vi globalt og også uden for teknologisektoren. Det skal sikre, at vi er på forkant med de teknologiske kvantespring, som historisk har flyttet værdi på tværs af brancher, forklarer Sander Nielsen.

Tre faser i den teknologiske udvikling

Ifølge Sander Nielsen følger store teknologiske gennembrud ofte et genkendeligt mønster, og det forventes også at gælde for AI.

Første fase er infrastrukturen – de såkaldte enablers. Det er de virksomheder, der leverer den teknologiske rygrad, som gør AI mulig. Historisk er det ofte i denne fase, at det kan være svært at forudse teknologiens fulde betydning.

Anden fase består af builders: virksomheder, der udnytter teknologien til at udvikle helt nye produkter og løsninger.

I den tredje fase kommer beneficiaries i spil – virksomheder på tværs af sektorer, som anvender teknologien til at optimere processer, reducere omkostninger og forbedre indtjeningen.

- Fra et investeringsperspektiv betyder det, at potentialet ikke længere er koncentreret i en snæver gruppe af teknologivirksomheder. Det spænder i stedet over mange sektorer og forretningsmodeller, alt efter hvordan AI anvendes, siger Sander Nielsen.

Vi forventer, at AI fundamentalt vil ændre den måde, vi lever, arbejder og interagerer på. Det paradigmeskifte vil række langt ud over teknologisektoren.

Sander Nielsen, Selection Manager i Nordea Asset Management

Fra infrastruktur til konkrete løsninger

Vi befinder os fortsat primært i den første fase af AI‑udviklingen, hvor enablers dominerer. Det er selskaber som eksempelvis Nvidia, der leverer den nødvendige infrastruktur bag værktøjer som ChatGPT og Copilot.

- Disse virksomheder udgør fundamentet for AI, og det er også forklaringen på, at de har leveret stærke afkast de seneste år, siger Sander Nielsen.

Samtidig begynder builders i stigende grad at sætte deres præg på udviklingen. Det er virksomheder, der bruger AI til at skabe nye produkter med tydelig forretningsværdi.

Et eksempel er det amerikanske industriselskab Axon, som producerer udstyr til politiet, herunder kameraer og overvågningsløsninger. Ved hjælp af AI har virksomheden udviklet et produkt, der automatisk kan udarbejde et udkast til en politirapport.

- Når en betjent er på et gerningssted, registrerer systemet lyd og billede. Når betjenten vender tilbage til stationen, ligger der allerede et udkast til rapporten klar. Det frigør tid, som i stedet kan bruges på forebyggelse og opklaring, forklarer Sander Nielsen.

Et eksempel på en virksomhed, der ville kunne investeres i, er softwareselskabet Samsara, som har specialiseret sig i at optimere logistik og transport ved hjælp af AI. Virksomheden analyserer data fra køretøjer, kameraer og sensorer for at forbedre sikkerhed og drift og erhvervstransport.

- Samsara har offentliggjort en sikkerhedsrapport, der viser, at transportvirksomheder, som bruger deres komplette AI-sikkerhedsløsning ser op til ca. 75 % færre kollisioner over 30 måneder sammenlignet med tilsvarende virksomheder uden løsningen. Dette skyldes blandt andet reduktioner i hård opbremsning, mobilbrug under kørsel og andre risikable kørselsmønstre, nævner Sander Nielsen.

Under IT‑boblen var mange aktiekurser drevet af forventninger snarere end indtjening. I dag ser vi ganske vist også høje forventninger, men forskellen er, at flere teknologivirksomheder nu leverer stigende indtjening.

Sander Nielsen, Selection Manager i Nordea Asset Management

Næste skridt: AI som effektiviseringsværktøj

I takt med at AI bliver mere udbredt, forventes den tredje fase at fylde mere. Her vil beneficiaries – potentielt alle typer virksomheder – udnytte AI til at optimere interne processer og styrke indtjeningen.

- Det kan for eksempel ske gennem virtuelle AI‑agenter, som forventes at blive langt mere udbredte i de kommende år, siger Sander Nielsen.

Figur 1

Ved teknologiske gennembrud ses ofte samme mønster: Først etableres infrastrukturen (enablers), derefter bygges nye produkter (builders), og til sidst anvender andre virksomheder teknologien til at optimere forretningen (beneficiaries).

___________________________________________________________

Risiko for en ny ITboble?

AI‑temaet har været ledsaget af kraftige kursstigninger, og nogle investorer frygter, at markedet er ved at miste jordforbindelsen. Den risiko skal man være opmærksom på, understreger Sander Nielsen.

- Vi har set selskaber skuffe ved regnskabsaflæggelser med store kursudsving til følge. Under IT‑boblen var mange aktiekurser drevet af forventninger snarere end indtjening. I dag ser vi ganske vist også høje forventninger, men forskellen er, at flere teknologivirksomheder nu leverer stigende indtjening, siger han.

Netop derfor har Nordea Asset Management indgået samarbejde med den amerikanske kapitalforvalter Sands Capital, som står for den aktive selskabsudvælgelse i fonden.

- Sands Capital har mange års erfaring med vækstselskaber og AI‑relaterede investeringer og råder over betydelige analyse­ressourcer. Det giver os stor tillid til, at de kan navigere sikkert i en teknologi i hastig udvikling. Investorer skal dog have et langsigtet perspektiv og være forberedt på perioder med volatilitet, siger Sander Nielsen.

 

Klik her for mere information om fonden og risici