Når batteriet i en elbil ikke længere har kapacitet til at fragte ejermanden rundt på fornuftig vis, bliver batteriet sendt til skrot. Men selvom batterierne ikke længere dur i bilen, er der stadig 85 procents kapacitet tilbage i batteriet – en kæmpe ressource, der indtil videre ikke er blevet udnyttet.
Men det laver den danske startup Gridturn om på. Virksomheden tager brugte batterier fra elbiler, der har kørt rundt på de europæiske veje og bygger dem ind i et skab, der også bliver fyldt med styring, køling og software, inden det forbindes til elnettet. Og – vupti – er der skabt et stort, mobilt og fleksibelt energilager, som kan levere strøm til virksomheder, kommuner og energifællesskaber, uden at det tærer ekstra på CO2-aftrykket.
- Når vi kører i elbil, løser vi en klimaudfordring, men får et affaldsproblem. Det er ikke ret cirkulært, og det vil vi gerne lave om på ved at give bilbatterierne et nyt efterliv i vores skab, som kan stå ude ved for eksempel supermarkeder og andre virksomheder, siger Louise Witt Sengeløv, der er kemiingeniør fra DTU og indehaver af Gridturn.
Batterierne får for første gang et liv nummer to
I dag bliver en del brugte elbilsbatterier genanvendt ved at blive pulveriseret, hvorefter materialer som aluminium, jern, plastik kommer ud i små kugler, foruden en såkaldt “black mass”, som består af nikkel, mangan, kobolt og lithium. Både kugler og masse bliver derefter genanvendt i blandt andet nye batterier.
Til forskel herfra kiler Gridturn sig ind et sted, hvor ingen har været før – nemlig efter brug og før genanvendelse, så batterierne får et liv nummer to, idet de bliver genbrugt i deres nuværende form, inden de bliver pulveriseret og genanvendt i nye batterier. Ifølge Louise Witt Sengeløv er genbrug en af de bedste måder at imødegå nogle af de udfordringer, vi har med at sikre materialer til den grønne omstilling: Toldmure, forsyningssikkerhed og knappe råstoffer har ingen betydning, når batteriet allerede er her.
- Selv om elbilsbatterier hurtigt mister kapacitet, kan de have mange års funktionstid tilbage i en anden funktion. Det, synes vi, er en lavthængende frugt, for det er reelt genbrug, når batteriet bruges som batteri, bare i en ny kontekst, siger hun.
Teknologien er moden til, at Gridturn kan tilpasse og bruge flere forskellige batterityper, da de kan bruge det samme skab og blot justere lidt på hylderne.
- Helt fra begyndelsen har vi tænkt skalering ind i alt vores design, fordi vi kan se, at verden inden længe kommer til at drukne i brugte batterier, som skaber behov for det nye, vi kan; at bruge batterier, der har været brugt tidligere og omstille til flere forskellige batterityper, forklarer hun.
Selv om elbilsbatterier hurtigt mister kapacitet, kan de have mange års funktionstid tilbage i en anden funktion. Det, synes vi, er en lavthængende frugt, for det er reelt genbrug, når batteriet bruges som batteri, bare i en ny kontekst.
Ny mulighed for lagring og flytning af strøm
Sidste år blev der indregistreret 1,4 millioner nye elbiler i EU. Biler, som kører CO2- neutralt og bidrager til den grønne omstilling, men som også har en udløbsdato: Ifølge McKinseys “Battery recycling takes the driver’s seat” forventer man 25 procent årlig vækst i antallet af brugte batterier frem mod 2040.
- Hvis man sammenholder væksten i brugte elbilsbatterier med den forventede vækst i batterisystemer hos både virksomheder, husstande og forsyningsværker, viser det sig, at brugte batterier ville kunne dække det samlede behov. Det, synes jeg, er tankevækkende, siger Louise Witt Sengeløv.
Når mere af vores strøm skal komme fra vedvarende energikilder som sol og vind for at udfase fossile brændstoffer og nå CO2-neutralitet, bliver elnettet mere og mere ustabilt, fordi vi ikke ved, hvornår solen skinner og vinden blæser, og dermed hvor meget strøm der er til rådighed på et givent tidspunkt. I dag er udfordringen med elnettet, at vi ikke i tilstrækkelig grad kan gemme strøm, og derfor er vi afhængige af selv at bruge den strøm, vi producerer, eller at kunne sælge det til andre lande.
- Vi er nødt til at have et sted at gøre af strømmen, hvis vi ikke skal være tvunget til at bruge strømmen, mens den er der, og det er det, batterier kan. På den måde kan vores løsning være med til at stabilisere elnettet og flytte strømmen rundt til de tidspunkter, der er brug for den, siger Louise Witt Sengeløv.
Hvis man sammenholder væksten i brugte elbilsbatterier med den forventede vækst i batterisystemer hos både virksomheder, husstande og forsyningsværker, viser det sig, at brugte batterier ville kunne dække det samlede behov.
Lokal batterilagring er fremtiden
Hvis strømmen for eksempel går i supermarkedet, kan kunderne – som det er nu – ikke hente kold mælk i køledisken eller betale for deres varer ved kassen. Hvis Gridturns skab stod uden for supermarkedet, kunne supermarkedet på sigt hente strømmen derfra, så kunderne stadig kunne hente mælk i køledisken og betale ved kassen, selv om det almindelige elnet ikke kan levere strøm.
- Udover forsyningssikkerhed giver det også mere fleksibilitet i strømforbruget, fordi en lokal løsning giver os alle mulighed for at trække fra elnettet nogle timer om dagen og vælge at bruge vores egen strøm i andre timer, siger Louise Witt Sengeløv og tilføjer:
- Jeg tror, at sådanne decentrale batteriløsninger, der hjælper det lokale elnet, bliver et vigtigt element i fremtiden, fordi det giver flere håndtag at trække i. Det gør vores infrastruktur mere robust for den enkelte, men også mindre sårbart over for udefrakommende angreb.
I den forstand sætter Gridturn kryds i mange megatrend-kasser; det grønne, det cirkulære – og en europæisk modstandsdygtighed og uafhængighed, som de senere år har vist, at vi har brug for.
- For os giver det meget mening at bruge et materiale, som er tilgængeligt i Europa, som kan bruge europæisk energi, og som også kan styres herfra. Derudover giver det også meget mening at genbruge batterierne, fordi et liv nr. to er en forudsætning for at nå CO2-neutralitet på batteriområdet,” afslutter Louise Witt Sengeløv med henvisning til denne artikel fra Nature.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]