Af:
Sanne Opstrup Wedel

Samarbejde og lydhørhed hjælper medicinalgigant – vil være verdens bedste

Anne Jensen hyldes for at kunne oversætte LEO Pharmas strategi til medicinalvirksomhedens 4.000 medarbejdere, så alle ved, hvordan de hver især bidrager til at forbedre behandlingen af hudsygdomme for millioner af mennesker verden over.

Kvinde­lig læge undersøger en patients modermærker for hudkræft på en klinik.

Egentlig troede Anne Jensen, at hun skulle være læge. Men efter én anatomitime, hvor de studerende skulle dissekere et lig, stod det klart for hende, at det ikke var den vej, hun skulle.

- Jeg kunne ikke adskille personen fra kroppen, så det gik ikke. Men det gav mig en fornemmelse af finmekanikken i et menneske og lagde kimen til det, der i dag er min store interesse; nemlig hvad der sker inde i kroppen, når den udsættes for ydre påvirkninger, fortæller hun.

Frem for at trække i kitlen angreb hun i stedet det medicinske speciale fra en kommerciel vinkel; først uddannede hun sig i både Business og Health Care Administration på University of Minnesota i USA. Siden arbejdede hun bl.a. i Los Angeles, Genève og Beijing inden for forskellige områder i sundhedssektoren; hospital, medicinal og forsikring, inden hun igennem en årrække var rådgiver i Boston Consulting Group.

- Min erfaring har givet mig en bred forståelse af sundhedsvæsenet og gjort mig i stand til at stille relevante spørgsmål til prioriteringer, indsatser og sammenhænge. Jeg er tiltrukket af at bringe forskning og forretning sammen, og det har jeg heldigvis fået rig lejlighed til i mit nuværende job, siger Anne Jensen, hvis farfar emigrerede fra Thisted til USA, hvor Anne er vokset op i South Dakota.

Anne Jensen
Anne Jensen har ry for at være ”formidabel” til at formidle LEO Pharmas strategi i et sprog, der giver mening til både fabriksarbejdere og finansielle investorer.

90 mio. patienter i 70 lande

For tre og et halvt år siden rejste hun nemlig over Atlanten for at arbejde i Danmark, og efter kort tid indtog hun rollen som vicepræsident for strategi hos Danmarks ældste medicinalvirksomhed, LEO Pharma. Siden grundlæggelsen i 1908 har virksomheden været vidt omkring i det medicinske landskab som producent af bl.a. hovedpinepiller, insulin, antibiotika og dyrefoder – til i dag primært at producere og markedsføre 27 forskellige slags medicin til behandling af hudsygdomme.

- Hudsygdomme er blandt de mest udbredte helbredstilstande globalt og er den fjerdehyppigste årsag til tabte leveår på grund af invaliditet, hvilket overgår sygdomme som KOL, astma, slidgigt og diabetes. Særligt eksemer, kroniske sår og psoriasis bidrager væsentligt til dette tab. Derfor giver det så god mening at være med til at forbedre livet for mere end 90 mio. patienter i 70 lande, siger Anne Jensen.

Fra hovedkontoret i Ballerup er hun i samarbejde med den administrerende direktør og det globale ledelsesteam ansvarlig for strategiske prioriteter, indsatsområder og firmaets nyeste organisationsændringer.

- De sidste år har været hårde for vores virksomhed. Vi har været igennem flere større fyringsrunder og en skarp tilpasning af forretningen; omkostningerne skulle ned, der skulle sættes turbo på salget, og så skulle vi satse benhårdt på langsigtet innovation. Men heldigvis kan vi nu se, at indsatsen lønner sig, fortæller Anne Jensen

Hun henviser bl.a. til, at LEO Pharma tidligere i år landede en stor aftale med den amerikanske biotekvirksomhed Gilead Sciences om udvikling af nye lægemidler til behandling af blandt andet eksem og astma.

- Der er tale om den største aftale, en dansk medicinalvirksomhed har indgået på så tidligt et stadie, og det er et eksempel på, hvordan vi er lykkes med at få strategien forankret ind i forretningen og hverdagen, siger hun.

Vi har været igennem flere større fyringsrunder og en skarp tilpasning af forretningen; omkostningerne skulle ned, der skulle sættes turbo på salget, og så skulle vi satse benhårdt på langsigtet innovation. Men heldigvis kan vi nu se, at indsatsen lønner sig.

Vicepræsident for strategi hos LEO Pharma

Strategien gøres levende

For ja, LEO Pharma har fem strategisøjler som mange andre virksomheder – blandt andet vækst og innovation. Og ja, strategisøjlerne er oversat til 10 strategipunkter, som mange andre også gør. Så langt så godt. Men det er jo kun ord på et stykke papir og på ingen måde en garanti for, at medarbejderne ved, hvorfor de går på arbejde, eller hvordan de hver især skal bidrage til de strategiske mål i deres daglige arbejde.

Men her har Anne Jensen tilsyneladende en evne til både at gøre strategien konkret og begribelig for organisation og gå foran i de processer, der sikrer, at det, medarbejderne gør, leder frem mod virksomhedens strategiske mål samtidig med, at alle bidrager med det, de brænder for.

I hvert fald har hun overalt i den globale organisation ry for nærvær og nerve og beskrives som ”formidabel” til at formidle strategien i et sprog, der giver mening til både fabriksarbejdere og finansielle investorer, hvilket har givet hende en plads på årets Talent 100-liste, som hylder unge erhvervstalenter.

- Jeg vil lade andre om at bedømme min indsats, men jeg kan give et eksempel på, hvordan jeg arbejder med at forankre strategien i organisationen; at definere et klart sæt prioriteter, som hver eneste LEO Pharma-medarbejder kan se, at deres bidrag betyder noget for, siger hun.

Jeg er tiltrukket af at bringe forskning og forretning sammen, og det har jeg heldigvis fået rig lejlighed til i mit nuværende job.

Anne Jensen, vicepræsident for strategi hos LEO Pharma

Samarbejde er vejen frem

Tidligere fandt en stor del af opdagelsesfasen inden for farmaceutisk innovation sted internt hos LEO Pharma. Som en del af virksomhedens bredere transformation samarbejder man nu med partnere for at identificere og indlicensere de mest lovende innovationer. I dag samarbejder virksomheden med eksterne teams hos f.eks. andre medicinalfirmaer, hos små biotekvirksomheder eller på universiteter både ift. ideer, forskning, scouting af nye molekyler etc.

- Selvom vi teknisk set er mellemstore, er vi ret små i sammenligning med de store medicinalvirksomheder, så vi skal være meget bevidste om, hvordan vi konkurrerer. Den tilgang har ændret måden, vi arbejder på, og også vores egen selvopfattelse. For vi ligger lige imellem små startups og konkurrenter med kæmpestore budgetter. Derfor skal vi satse på de en-to-tre ting, som vi gør meget bedre end andre, hvilket bl.a. er vores lange erfaring i at vurdere og evaluere medicin i et tidligt stadie, forklarer Anne Jensen.

Hun ser tilbage på halvandet år med megen læring; ikke mindst i forhold til at have ører på siden af hovedet, når det gælder al den viden, der er hos både medarbejdere og samarbejdspartnere.

- At lytte er formentligt den mest undervurderede kompetence til at lykkes. Virkelig at høre, hvad det eksterne miljø laver, og hvilke ideer der er inde i virksomheden. Det er en konstant reminder for mig. Måske kom jeg lidt aggressivt ind og havde travlt med at få tingene til at være på min måde; ’Jeg synes, vi skal gøre det på denne måde!’ Nu er jeg nået frem til en mere nysgerrig tilgang, hvor jeg lytter, før jeg stiller spørgsmål. Det har hjulpet mig til bedre at kunne opfange de gode pointer og inkorporere dem i det daglige arbejde, så vi i dag står på en stærk platform, som jeg glæder mig til at videreudvikle fremover, siger hun.

 

 

 

Bemærk at dette er en inspirationshistorie. Leo Pharma er ikke børsnoteret. Leo Pharma er en privatejet dansk medicinalvirksomhed, der er ejet af Leo Fonden (tidligere Leo Fondet). Virksomheden har været privatejet siden dens grundlæggelse i 1908 og har ikke aktier, der handles på nogen børs.