Den gør ikke meget væsen af sig, den lille landsby Vindeby på det nordvestlige Lolland – beliggende seks km vest for Horslunde, 12 km nord for Nakskov og 34 km nordvest for kommunesædet Maribo.
Men på bølgerne ud for Vindebys kyst blev verdens første havvindmøllepark bygget for 30 år siden. Et pionerprojekt, som få troede på, men hvis succes blev grundlaget for den hastigt voksende danske havvindmølleindustri, som i dag er et pengelokomotiv for Danmark – og et grønt foregangseksempel for hele verden.
Imidlertid begyndte vindeventyret et helt andet sted.
Ifølge Erhvervshistorisk Årbog var der i 1970’erne og 1980’erne fra politisk side et ønske om, at elværkerne bidrog til at undersøge mulighederne for vindkraft, fordi man efter oliekrisen i 1973 ønskede at frigøre sig fra olie-landene. Det førte i 1985 til en aftale om, at elværkerne inden 1990 skulle bygge 100 MW vindmøller fordelt med 45 MW til de sjællandske elselskaber og 55 MW til de jyske og fynske.
Men da den sjællandske elforsyning med Elkraft i spidsen havde svært ved at finde plads på landjorden til det antal vindmøller, som regeringen havde bedt dem om at opstille på Sjælland, Lolland og Falster, fik formanden for elselskabernes vindmølleudvalg, civilingeniør Frank A. Olsen, en lys ide: Hvorfor ikke lave en havplaceret møllepark?
I jagten på en god plads på havet skulle man finde et sted, hvor ingen på land ville klage over udsigten til vindmøller, og hvor ingen erhvervsdrivende ville føle sig krænket over møllernes placering.
- Det forlyder, at der nord for Vindeby var en fisker, som blev spurgt, om det ville genere, og det mente han ikke. Han ville gerne påtage sig sejlads til og fra møllerne. Da møllerne var opsat, viste det sig, at fundamenterne var gode ynglepladser for skaldyr, og med dem kom der også flere fisk. Så fiskeren, der ikke havde noget imod møllerne, blev med årerne rigtigt glade for dem, fortæller Teo Juel Geer, direktør for Energimuseet i Bjerringbro, der har en af de første møller liggende på sin parkeringsplads.
Håbet er, at den kan blive rejst igen – mere om det senere.
De forhåndenværende søms princip
For inden en af de første møller kom til Energimuseets parkeringsplads, snurrede møllerne i godt 25 år, hvilket var en stor bedrift taget i betragtning, at de i udgangspunktet var ét stort eksperiment.
- På det tidspunkt havde man ikke en havvindmølle, så man tog klassiske landmøller og forbedrede dem hen ad vejen til at blive havvindmøller, forklarer Teo Juel Geer.
Det krævede mange forskellige pilotprojekter. Man eksperimenterede med forskellige malingtyper, som endte med, at vindmøllerne fik samme maling, som bruges på Nordsøens boreplatforme. Med affugtningsanlæg, der skulle sikre, at der altid var tørt inde i møllen. Med lyslederkabler til fjernovervågning og nye fundamenttyper. Og med at skabe robuste styringssystemer og gearkasser, fordi der af gode grunde ikke kunne komme en servicetekniker forbi i bil og reparere møllen.
- Dengang havde man ikke specialbyggede vindmøllebåde, der sejlede ud med specielt udstyr. Man brugte en lokal fiskerbåd og sprang over på fundamentet. Så søen skulle være rigtig, så man ikke røg i baljen, og båden ikke bankede ind i fundamentet. Det var efter de forhåndenværende søms princip, konstaterer Teo Juel Geer.
"På det tidspunkt havde man ikke en havvindmølle, så man tog klassiske landmøller og forbedrede dem hen ad vejen til at blive havvindmøller"
Dansk ekspertise og vovemod
Men op kom de, møllerne. 11 stk. i alt, som til sammen producerede 5 MW, hvilket var banebrydende i 1991 – men i dag, hvor én enkelt mølle har effekt på 12 MW, så godt som ingenting.
- Da møllerne blev sat op, var de det helt store. Og da de blev pillet ned, var de et kuriosum i energiproduktionen. Men deres betydning skal ikke undervurderes, mener Teo Juel Geer.
Allerede få år efter opsætningen blev der vist en model af møllen på Verdensudstillingen i Barcelona, og herefter løb nyheden som en steppebrand ned igennem Europa, hvorfra flere delegationer kom rejsende til Lolland for at se de mærkelige møller.
Og siden har havvindmøllerne fra Vindeby dannet grundlaget for den globale havvindindustri, som ikke mindst tæller en stor underskov af stærke danske leverandører, som både er stærke ift. selve havvindmøllerne, ift. at få dem rejst og ift. at få strømmen i land: Vi har ingeniørvirksomheder, der har udviklet de mest fantastiske vinger hen over årene, som kan give sig på mærkelige måder, og som ved alt om gear, styring og elektronik. Vi har verdensførende virksomheder inden for udskibning, kranteknologi og samling af møllerne. Og vi har virksomheder, der er specialiserede i at få elektriciteten i land og få den dirigeret hen et sted, hvor den overskydende strøm kan laves til brint – og dernæst til al muligt andet.
- Vindeby-møllerne vidner om dansk knowhow, ekspertise og vovemod inden for den vedvarende energiproduktion, og de har siden gjort Danmark førende på verdensplan inden for dette område. Det må ikke undervurderes, siger Teo Juel Geer.
Genrejsning af møllen
Derfor blev han også glad, da Energimuseet blev tilbudt en af møllerne, da verdens første havvindmøller gik på pension i 2017, hvor Dong Energy, der ejede og drev parken, besluttede at tage Vindeby Havmøllepark ned.
- For forståelsen af havvindmølleeventyret i Danmark er Vindebymøllen lige så vigtig for os som Grauballemanden er for Moesgaard Museum. Det er den grundlæggende forsøgsmølle, som bringer Danmark i top tre i verden blandt havvindmølleproducenter og er en af de vigtige genstande inden for vedvarende energi i Danmark. Så at skrotte den ville have været en kulturhistorisk katastrofe, siger Teo Juel Geer.
Og derfor håber han også, at møllen, som siden 2017 har ligget på Energimuseets parkeringsplads, snart kan rejses igen – selv om det slet ikke er så ligetil.
- Selv om det kan virke underligt, at man ikke bare kan samle møllen, når nu man har skilt den ad i Vindeby og fragtet den til Energimuseet, så har det en god forklaring, siger Teo Juel Geer.
For det første har det vist sig, at hvis man skal fiksere en så gammel mølle, så den ikke drejer vingerne af, når det blæser, skal man enten skære noget af tårnet eller lave en mere holdbar konstruktion.
- Det sidste er meget kostbart, så lige nu arbejder vi med den løsning, der gør møllen mindre ved at forkorte tårnet, siger Teo Juel Geer.
At få møllen op at stå igen kræver desuden et meget stort fundament, og derudover skal møllen – for at kunne holde de næste mange år – istandsættes efter at have stået på havet i godt 25 år. Det foregår på et skibsværft i Hvide Sande, hvor vinger og tårn kan coates, hvorefter de skal bringes tilbage til Energimuseet igen, mens selve forkortningen af tårnet godt kan laves i Bjerringbro.
- Så alt i alt er det en omstændelig og dyr proces, som vi endnu ikke har løsningen på. Men jeg håber, at det lykkes, så vi kan begynde at arbejde musealt med møllen – dvs. udsmykke den og lave historien rundt om den, så eventyret om energiens originaler, der blev til bølgernes gulddrenge, kan bevares for eftertiden, afslutter han.
