Hvis målet er mere diversitet, hvad er så midlet?

Når man søger på ”Den utålmodige feminist” på Infomedia, Danmarks største arkiv for artikler fra de danske medier, kommer der blot ét hit:

Det er en artikel fra A4 Ligestilling, som tilbage i juni skrev en historie i anledning af, at antropolog Naja Lind Rasmussen og kommunikationsdirektør Rikke Kristine Østergaard udgav bogen Den utålmodige feminist efter i fem år at have arbejdet med køn og ligestilling gennem podcasten Karrierekvinder.

Det siger lidt om, at mange af os er trætte af at høre om ligestilling. Måske fordi vi tror, at det går godt med ligestillingen i Danmark. Måske fordi vi ikke forstår begreber som ’strukturelle tendenser’, ’bias-blokkere’ eller ’internaliseret misogyni’? Måske fordi vi tænker, at det vel handler om kvalifikationer og ikke køn? Måske fordi vi slet ikke er klar over, hvad vi ikke ved?

- Danmark er et af de lande, der har dårligst forståelse for, at de her udfordringer eksisterer. Efter at rødstrømperne havde stor fremdrift i Danmark i 1960’erne med de basale ting omkring vores egen krop, som f.eks. abort, er vi ikke for alvor kommet videre. Andre lande arbejder strukturelt med ligestilling i lovgivning, uddannelse og fordeling af lederjob, men det gør vi ikke, og det er et kæmpe problem, fastslår Rikke Kristine Østergaard.

Misforhold mellem fakta og følelser

Hun har sammen med Naja Lind Rasmussen skrevet bogen ”Den utålmodige feminist”, der skal klæde os alle sammen bedre på til at tale om ligestilling med vores partner, familie, chef eller kollega fra et faktuelt og ikke et følelsesmæssigt perspektiv.

- Jeg tror, at de fleste danskere går rundt med et billede af, at vi er meget langt fremme i forhold til ligestilling. Men rent faktisk ligger Danmark på en kedelig 32. plads i Global Gender Gab, som er det internationale ligestillingsindeks. En plads, der er langt ringere end vores nordiske kollegaer, fortæller hun.

Misforholdet opstår ifølge de to kvinder, fordi ligestillingsdebatten i Danmark ofte bæres af argumenter som ”sådan er det ikke hjemme hos mig”, ”det har jeg aldrig været udsat for på mit arbejde” eller ”det tror jeg ikke på”.

Derfor har Naja Lind Rasmussen og Rikke Kristine Østergaard valgt at bygge deres bog op omkring en persona – den utålmodige feminist – der inden for otte forskellige temaer svarer faktuelt på et læserbrev, der illustrerer de følelsesmæssige misforståelser, antagelser og myter, som de to forfattere har mødt gennem tiden.

Skift i debatten

Temaerne er f.eks.: Er mænd og kvinder forskellige? Behandler vi mænd og kvinder forskelligt?  Skal kvinder bare tage sig sammen?

Tallene er f.eks.: To tredjedele af de ansatte i den offentlige sektor er kvinder. På det private arbejdsmarked udgør kvinderne en tredjedel. Danmark har 4 procent mandlige sygeplejere (i Norge er der 10 procent, og i Italien er der 24 procent), 9 procent kvindelige håndværkere og 24 procent kvindelige ingeniører. I Danmark arbejder kvinder i gennemsnit 1 time mere om dagen med husligt arbejde end mænd. I 2021 tog kvinderne 90 procent af barslen. Og 36 procent af danske kvinder arbejder på deltid.

Undersøgelser viser desuden, at danske kvinder har præcis de samme lederambitioner som deres mandlige kolleger. Men halvdelen af danskerne tror ikke, at kvinder ønsker ansvar i arbejdslivet.

Og meget tyder på, at kvinder både i Danmark og andre lande har det svært i den offentlige debat: 87 procent af alle digitale krænkelser var rettet mod kvindelige atleter under OL i 2020. Samt at en nordisk undersøgelse fra 2020, ”The Angry Internet”, viser, at færre og færre kvinder ønsker at deltage i den offentlige debat på grund af den negative tone, der rettes mod især kvinder, og som ofte foregår på sociale medier, hvor øgenavne til en statsminister som ”faderløs hore” ikke er ualmindeligt.

- Vi vil gerne have et skift i debatten, så den ikke handler om, hvad vi hver især oplever og føler, men om at vi som samfund skal indføre nogle strukturelle forandringer for at forbedre ligestillingen. Så vi går fra følelser til fakta på samme måde, som det er sket i klimadebatten. Først da man fik tal på bordet om huller i ozonlaget og konkrete værktøjer til handling, skete der noget. Ingen ville i dag argumentere mod klimaforandringer ved at sige ”der er ikke blevet varmere hjemme hos os” eller ” hjemme hos os tror vi ikke på at sortere affald”. Men det er stadig sagen med ligestillingsdebatten, forklarer Naja Lind Rasmussen.

Oprøret skal komme nedefra

At det kan blive svært, eftersom øget ligestilling i modsætning til klimaforandringer forudsætter, at der sker et holdningsskift, som igen ofte vil forudsætte, at nogle skal afgive magt til andre (i bestyrelser, politik, ledelse etc.), er ikke et argument, de køber.

- Vi er her ikke for at overbevise topdirektøren i danske virksomheder, men for at fortælle alle danskere om den store mængde af usynlige dynamikker, vi har i vores uddannelsessystem, sprog, lovgivning etc., som resulterer i manglende ligestilling, siger Rikke Kristine Østergaard.

Hun er overbevist om, at forandringen på området kommer fra medarbejderne, som allerede er i gang med at kræve, at virksomhederne har styr på diversiteten. Og at EU er vejen frem politisk.

- I Danmark er vi stort set holdt op med politisk at diskutere, hvordan vi får flere kvinder i ledelse, lønåbenhed, kvoter og et mere kønsneutralt uddannelsessystem. Det er først i år, at vi har indført øremærket barsel, som kun er indført, fordi EU tvang os til det. Vi mangler også at tage stilling til, om kvinder skal frem i f.eks. bestyrelser ved hjælp af kvoter. Så forandringerne kommer ikke oppefra. De skabes ud af et krav fra befolkningen, der sætter en bevægelse i gang, som bliver fulgt op af noget strukturelt, mener hun.

Hvis målet er mere diversitet, hvad er så midlet?

Så hvis en leder eller medarbejder i en virksomhed vil fremme ligestilling i sin egen organisation, hvad skal vedkommende så gøre?

- Der skal rigtig meget forskelligt til. Men faktuel viden er et vigtigt fundament. Den kan bremse vores ubevidste fordomme og gøre os i stand til at ændre adfærd. Og den kan gøre os til stand til at skubbe på forandringerne ved at sige fra og stille spørgsmål til andre i organisationen. Sideløbende med det kører så et mere strukturelt spor, hvor vi skal lovgive os ud af det, vi ikke selv kan finde ud af at ændre i dagligdagen– som øremærket barsel, kvoter og lønåbenhed, siger Naja Lind Rasmussen.