Det var på studieturen i 3.g., at Nadia Jun første gang så en pop-up store med frozen yoghurt, som på det tidspunkt var stort set ukendt i Danmark. Hvor andre måske havde købt et bæger med yoghurtisen og ikke tænkt mere over det, tænkte Nadia straks: Det skal vi have til Danmark.
- Jeg har altid spottet gode ideer. Til tider for mange, så jeg har også skulle lære mig selv ikke at gå videre med alle ideer. Da jeg ikke kom ind på min drømmeuddannelse, fordi mit gennemsnit var for lavt, ville jeg bruge året på at få erhvervserfaring til min kvote 2-ansøgning. Det blev til en frozen yoghurt-butik på Østerbrogade, fortæller hun.

Året før havde en studievejleder nemlig punkteret Nadias drøm om at læse HA (jur.) på CBS.
- Da jeg gik i 2.g og var ked af, at mine karakterer var for lave til at komme ind på min drømmeuddannelse, sagde min studievejleder til mig, at CBS er for eliten, så jeg måske skulle tage og kigge på nogle andre uddannelser, husker Nadia Jun, der på trods af en stor indsats kom ud med et snit på 6,8, inklusive 5 A-fag og alt ganget op.
- Var jeg dum og uintelligent? Nej. Jeg havde bare ikke knækket koden til at få gode karakterer. Men det er først noget, jeg kan sige højt i dag, efter at jeg i mange år har været så flov over, at selvom jeg virkelig prøvede, så lykkedes det mig ikke at få gode nok karakterer til at komme ind, siger hun.
Til gengæld var der andet, der lykkedes. For efter åbningen af butikken, som var den tredje af sin slags i Danmark, voksede interessen for frozen yoghurt, og det blev hurtigt en dille.
- Det første år gik rigtig godt. Efterhånden var der også flere, der spurgte, hvor de kunne købe udstyr og ingredienser til at starte tilsvarende isbutikker op andre steder i Danmark, så jeg endte med også at sælge skeer, kopper, pulver og andre isprodukter, fortæller Nadia Jun, der som 19-årig omsatte for en million i isbutikken i løbet af de første tre måneder.
Men tempoet viste sig at være lidt for højt, og samtidig faldt interessen for frozen yoghurt.
- Jeg var ung og uerfaren og havde ikke ordentligt styr på budgetter, betalingsbetingelser og alle de andre regler, der knytter sig til at drive en virksomhed. Så det var dyre lærepenge, konstaterer hun.
Jeg har været ude for lidt af hvert. Men i dag er jeg lige, hvor jeg gerne vil være, fordi jeg arbejder rigtig hårdt med noget, der er rigtig sjovt.
Køn må aldrig være en begrænsning
Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. For selv om butikken måtte lukke, kom Nadia med sin værdifulde erfaring fra erhvervslivet endelig ind på HA (jur.) på CBS via kvote 2, hvorfra hun dimitterede i 2018.
- Efter jeg kom ind på mit studie, besluttede jeg mig for at bruge de næste par år på at lave noget, jeg elskede og brændte for. Jeg så det som et eventyr og ikke en forretning, smiler Nadia.
Sammen med sin søster og partner, Neda Jun, kom ideen til Duff, som designede og solgte kvalitetsøjenvipper tilpasset det skandinaviske marked.
- Det var begyndt at trende med kvalitetsvipper på instagram, så vi bestilte nogle hjem, men de var alt for voluminøse og lange. Vores ønske var at designe vipper, som vi selv og vores veninder havde lyst til at gå med, så vi gik i gang med at designe og sælge kvalitetsvipper tilpasset det nordiske marked, siger Nadia, der har en stor passion for beauty med hjemmefra.
Hendes forældre flygtede fra Iran til Danmark, hvor friheden fra deres ungdom blev erstattet af restriktioner, som påduttede kvinder at være tildækkede og blive frataget retten til at udtrykke deres feminine side.
- Oplevelsen har påvirket min opdragelse dybt. Mine forældre har altid insisteret på, at intet skulle hindre mig, og at køn aldrig måtte være en begrænsning. Jeg blev opfordret til at klæde og udtrykke mig, lige præcis som jeg ville – friheder, som de vidste, var dyrebare. Hjemme hos os blev det at være kvinde altid hyldet, og min mor forlod aldrig huset uden læbestift, fortæller Nadia.
Men det passer ikke altid med den danske mentalitet. I gymnasiet begyndte Nadia f.eks. at undlade at bruge makeup for at blive taget seriøst af lærerne.
- Men med Duff blev det en styrke at prioritere selvkærlighed og gøre noget ekstra godt for sig selv, siger Nadia, der hurtigt kom ind hos Matas, Magasin og Sephora og senere kom på Berlingske talent 100-liste som den yngste på listen.

Vil gerne være forbillede
I dag har hun ingen investorer, og virksomheden er vokset organisk i takt med, at sortimentet er blevet udvidet til ikke blot at tælle øjenvipper, men også makeup.
- Det har været rigtig svært at vækste for egen kapital. Men hele rejsen gennem op- og nedture har lært mig, at du kan alt, hvad du vil, så længe du er flittig og indstillet på at lære af dine fejl. Også selv om andre måske tvivler på dig, siger Nadia og tilføjer:
- Jeg har været ude for lidt af hvert. Men i dag er jeg lige, hvor jeg gerne vil være, fordi jeg arbejder rigtig hårdt med noget, der er rigtig sjovt. Jeg håber, jeg kan være med til at inspirere andre kvinder til at forfølge en drøm om at skabe noget nyt, uanset hvor man kommer fra, eller hvordan man ser ud, siger Nadia Jun, der i år blev kåret af Dansk Erhverv som en af de 25 kvindelige iværksættere du bør kende.
Omtale af selskaber og/eller sektorer i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i artiklen kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Artiklen er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investere i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i denne artikel er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i denne artikel. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]