Af:
Sanne Opstrup Wedel

AI sparer tid og beskytter viden på tandhjulseksperten Osvald Jensen

AI-kurser var med til at kickstarte arbejdet med kunstig intelligens hos produktionsvirksomheden Osvald Jensen A/S, som i dag bruger teknologien til at spare masser af tid og dele uerstattelig viden.

Billede af tandhjul

Da Lotte Bruun Jensens børn begyndte at lege med AI i skolen, og hun hørte om, hvad de brugte teknologen til, fik hun lyst til at undersøge, hvad der skulle til for at komme i gang med at bruge AI effektivt som mindre virksomhed.

- Kort efter tog min produktionschef og jeg så på et kursus i AI, som kom omkring teknologiens potentiale i f.eks. HR, indkøb og produktion. Og siden da er der faktisk ikke gået en dag, uden at vi bruger det, fortæller hun.

Billede af Lotte Bruun Jensen
Lotte Bruun Jensen er fjerde generation i den familieejede virksomhed Osvald Jensen A/S.

Kedelige opgaver løses hurtigere af AI

Lotte Bruun Jensen er fjerde generation i den familieejede produktionsvirksomhed Osvald Jensen A/S, der fremstiller tandhjul og gear – fra de mindste komponenter på størrelse med en terning til de kraftigste gear i industrien, som sælges til både Ole Opfinder-typen og store virksomheder i både Danmark og udlandet.

- Vi begyndte ved alle de lavthængende frugter, men opdagede hurtigt, at vi blev klædt utroligt godt på i mange sammenhænge, fortæller Lotte Bruun Jensen.

Til at begynde med hjalp AI f.eks. med at svare hurtigt og effektivt på engelske mails. Chatbotten kunne også blive fodret med en kompliceret kontrakt fra en leverandør og identificere mulige faldgruber eller de vigtigste punkter i indholdet. Eller trække forskellen på to varmeregnskaber ud af to gigantiske excel-ark, der skulle sammenlignes.

- Det har frigivet en masse tid; særligt ved kedelige opgaver, som chatten løser meget bedre. F.eks. kan den skrive et mødereferat ud fra en optagelse i løbet af meget kort tid, frem for at en af os skal tage referat i hånden og ikke høre halvdelen alligevel, fordi vi er optaget af at skrive samtidig, forklarer Lotte Bruun Jensen.

At lave tandhjul er en niche, og vores viden om produktionen er udviklet gennem generationer, hvor den er overleveret fra mand til mand. At stille maskinerne op er ikke noget en almindelig industritekniker lærer på skolebænken, og vi har færre medarbejdere end tidligere som har know-how'et.

Lotte Bruun Jensen, CEO i Osvald Jensen A/S

Fastholde førertrøjen i at forme fremtidens mekanik

Efter at have prøvet sig frem, fået værdifulde erfaringer og lært om både faldgruber og potentialer, inviterede Lotte Bruun Jensen en underviser fra AI-kurset til fabrikken for at blive klogere på næste skridt, hvor hun drømte om at kunne fastholde et af virksomhedens esser; den store viden som gør Osvald Jensen A/S førende i at forme fremtidens mekanik.

- At lave tandhjul er en niche, og vores viden om produktionen er udviklet gennem generationer, hvor den er overleveret fra mand til mand. At stille maskinerne op er ikke noget en almindelig industritekniker lærer på skolebænken, og vi har færre medarbejdere end tidligere som har know-howet. Derfor var jeg meget interesseret i at finde ud af, hvordan vi kunne fastholde den viden uden at være afhængige af hele tiden at skulle lære nye op, fortæller Lotte Bruun Jensen.

Det blev til et projekt, hvor Osvald Jensen A/S har prøvet at lægge manualen for én maskine på værkstedet ind i en AI-generator, så manualen for det første ikke kun findes på tysk, som i dag er meget almindeligt. Det betyder, at medarbejderne kan forstå den uden partout at skulle kunne teknikertysk. For det andet har Osvald Jensen A/S arbejdet med at lægge scenarier ind, hvor de fortæller botten, at de skal lave x-projekt, f.eks. tandhjul i den og den størrelse, kvalitet og kvantum. Og ud fra det fortæller botten så, hvordan maskinen skal stilles op.

- Vi er i gang med at sikre, at vi får de rigtige resultater ud. Det fungerer stadig ikke perfekt, men tanken er, at vi med tiden skal kunne stille maskiner op efter det og også skrive med botten; jeg får de og de målinger, hvad skal jeg gøre anderledes?, siger Lotten Bruun Jensen og tilføjer:

- Over tid er det ambitionen, at vi kan tage erfaringerne fra værkstedet, hvor vi lige nu tester på én maskine, og brede dem ud til flere maskiner og flere afdelinger, så teknologien også kan bruges til at dreje, fræse etc. Det vil betyde, at ingeniørerne kan få et stort stykke arbejde lavet hurtigere og nemmere. Men først skal vi lige finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad det koster.

Billede af maskine
Osvald Jensen tester lige nu, hvordan AI kan hjælpe med at oversætte manualer til fabrikkens maskiner og indstille maskinerne automatisk til forskellige ordrer.

Stadig masser af ny læring og nye muligheder

Kigger Osvald Jensen A/S endnu længere ud med AI, kunne teknologien måske på et tidspunkt hjælpe med at overvåge maskiner, hvilket kunne give værdifuld viden om f.eks. slid.

- Vi er ikke gået i gang med at overvåge vores maskiner, men det ville være spændende, hvis det engang kunne blive en realitet, siger Lotte Bruun Jensen.

For når Osvald Jensen A/S bearbejder metal eller stål til et tandhjul, bliver værktøjet slidt.

- Vi har måske en ide om, at sliddet topper om morgenen, men hvis vi fik hjælp af AI til at indsamle en stor datamængde fra produktionen, som vi efterfølgende kunne analysere på, ville vi måske finde ud af, at det faktisk sker om aftenen. Og så kunne vi i fremtiden indrette produktionen derefter, forklarer hun.

På vejen derhen er der stadig masser af ny læring og nye muligheder.

- Man skal ikke læne sig tilbage og tro, at det hele bare kører. Selvfølgelig kan der ske fejl, og derfor skal man altid bruge sin faglige indsigt og bevare sin kritiske sans for at få udbytte af værktøjerne. Men næsten hver eneste dag bliver jeg alligevel overrasket over, at vi tror, vi ved, hvad AI kan bruges til, men så pludselig dukker flere nye muligheder op. F.eks. kan botten på to minutter lave en podcast på et hvilket som helst sprog om en manual, der minuttet før kun fandtes fysisk på tysk. Det siger sig selv, at det er guld værd i en virksomhed som vores, siger Lotte Bruun Jensen.