Klodens økonomiske tyngdepunkt har i årevis flyttet sig længere og længere mod Øst. Mod Asien eller hvad der mere bredt kaldes Indo-Stillehavet. En region, der er hjemsted for 60 procent af jordens befolkning og bidrager med to tredjedele af den globale vækst. Det er også her, at stormagterne USA og Kina for alvor krydser hinanden. Geografisk tættest på Kina, men gennemtrawlet af amerikanske alliancer og forpligtelser.
Som præsident har Joe Biden videreført hovedparten af de ideer og tiltag, der udgjorde Donald Trumps Kinapolitik og har samtidig skruet op for det sikkerhedspolitiske samarbejde med lande som Indien, Japan og Australien. Men set fra Asien har den amerikanske indsats manglet en vigtig komponent. USA har ganske enkelt ikke fremlagt et modspil til den økonomiske og handelsmæssige afhængighed af Kina, der bliver stadigt mere udtalt i regionen.
Det skal et nyt amerikansk initiativ lave om på. I slutningen af maj rejste Biden til Seoul og Tokyo på sit præsidentembedes første officielle besøg i Asien, hvor han lancerede konceptet Indo-Pacific Economic Framework (IPEF).
- Det viser, at Biden er fuldt ud klar over, hvor vigtigt det er at have en økonomisk strategi i den her enormt vigtige region. Det sender et meget tydeligt signal, siger Matthew Goodman, senior vicepræsident i tænketanken Center for Strategic and International Studies og tidligere direktør for international økonomi i USA’s Nationale Sikkerhedsråd.
Han hæfter sig ved, at det i 11. time lykkedes for Biden-administrationen at få flere lande til at tilslutte sig initiativet.
- Det så længe ud til, at det kun var de sædvanlige og tætteste allierede som Japan og Sydkorea, der ville melde sig ind, så det er et positivt tegn.
I Tokyo kunne Biden derfor annoncere et samarbejde med deltagelse af Australien, Brunei, Indien, Indonesien, Japan, Sydkorea, Malaysia, New Zealand, Filippinerne, Singapore, Thailand og Vietnam. Siden er Fiji blevet føjet til listen.
Kina – den største handelspartner
Aftalen tager udgangspunkt i fire søjler, der skal sikre fælles standarder og øget samarbejde inden for digitalisering, grøn omstilling, stærkere forsyningskæder og bekæmpelse af korruption og skattesvindel. Medlemslandene har mulighed for at vælge, hvilke dele de ønsker at deltage i. Det er med andre ord en fleksibel løsning, som ikke inkluderer, at landene sænker toldsatser eller liberaliserer markedsadgang, hvilket typisk er de bærende elementer i traditionelle frihandelsaftaler.
Derfor er IPEF blevet kritiseret for ikke at indeholde nok økonomiske incitamenter til at fremstå som et troværdigt amerikanskledet alternativ i en region fyldt med mere omfattende frihandelsaftaler, hvor Kina fylder mere for hvert år, der går.
Hvad det betyder for magtbalancen i Asien, kan man læse om i Asia Power Index, der bliver lavet af den australske tænketank Lowy Institute. Indekset udkommer årligt og omfatter de 25 nationer, der har størst indflydelse i Asien – inklusive lande med betydelig tilstedeværelse som USA og Rusland.
"USA håber, at det her vil få lande i regionen til at indføre reformer, der vil gøre det nemmere og mere attraktivt for amerikanske virksomheder at investere i dem"
Asia Power Index bygger på otte overordnede temaer, 27 underemner og 114 indikatorer og placerer USA og Kina i toppen langt foran Japan, Indien og Rusland på de efterfølgende pladser i top fem. Kina topper de økonomiske kategorier og har de seneste år enten ligget nummer et eller to inden for ’fremtidige trends’, der ser på økonomiske, militære og demografiske ressourcer frem mod 2030.
- Kommer det her til at stoppe USA’s faldende økonomiske indflydelse i Asien? Nej, det gør det sandsynligvis ikke, lyder vurderingen fra Susannah Patton, der er forsker ved tænketanken og står for at udarbejde den økonomiske og diplomatiske del af magtanalysen.
Som eksempel fremhæver hun, at Kina nu er den største handelspartner for næsten alle asiatiske lande. Og hvad angår investeringer, der længe har været en amerikansk styrke i Asien, haler kineserne hastigt ind på USA.
- Den trend vil ikke ændre sig, men den kan blive bremset. USA håber, at det her vil få lande i regionen til at indføre reformer, der vil gøre det nemmere og mere attraktivt for amerikanske virksomheder at investere i dem,« siger Susannah Patton.
Hun beskriver IPEF som den næstbedste løsning. Der er nemlig ingen tvivl om at USA’s allierede og partnere i Asien hellere havde set amerikansk deltagelse i en bred og bindende frihandelsaftale. Under Barack Obama var USA sammen med Japan drivkraften bag forhandlingerne om en gigantisk frihandelsaftale mellem 12 lande på begge sider af Stillehavet ved navn Trans-Pacific Partnership (TPP). Aftalen var klar til ratificering, men blev overhalet indenom af den amerikanske valgkamp og Donald Trumps modvilje over for internationale aftaler. Som præsident trak Trump USA ud af aftalen, der i stedet fortsatte med de resterende lande nu under forkortelsen CPTPP.
Store forventninger til USA
Når Biden har valgt ikke at vende tilbage til gruppen af lande i CPTPP, skyldes det den indenrigspolitiske virkelighed i USA. En frihandelsaftale er en udmattende proces at forhandle på plads, fordi alle lande skal være enige. Til gengæld er aftalen bindende ved lov. I USA kræver det et flertal i Kongressen, og det ville ikke være nemt i dag. Det er ikke en kamp Demokraterne tør løbe så tæt på det amerikanske midtvejsvalg, der afholdes til efteråret.
Derfor har Biden-administrationen valgt et mindre ambitiøst og mere fleksibelt format for IPEF, der kan gennemføres med et præsidentielt dekret. Men konsekvensen er, at det skabe usikkerhed om den langsigtede holdbarhed. En ny præsident i Det Hvide Hus vil nemt kunne ændre eller helt droppe ideen.
- Nu beder USA igen om højere standarder på en række områder, men tilbyder ikke markedsadgang til gengæld. Der er ingen tvivl om, at særligt lavindkomstlandene vil forvente, at USA i stedet lægger noget andet på forhandlingsbordet og gerne i form af finansiering af infrastruktur eller grøn energi, vurderer Matthew Goodman.
I første omgang skal deltagerlandene mødes for at forventningsafstemme og finde ud af, hvilke lande, der vil indgår i hvilke dele af aftalen. Først derefter begynder de egentlige forhandlinger.
"Hvis alle lande forsøger at producerer al ting selv, vil det føre til massiv overproduktion og ineffektivitet"
Brug for koordinering og samarbejde
Ambitionen er, at IPEF inden for et år eller halvandet begynder at føre til konkrete tiltag.
Ifølge Matthew Goodman er det især værd at holde øje med den del, der handler om at styrke forsyningskæder. Jagten på den billigste pris har i årtier skubbet produktion af delkomponenter i retning mod Kina, men coronakrisen har sat på spidsen, hvor sårbare de globale forsyningskæder er. Og hvor meget de afhænger af kinesisk produktion. Senest har nedlukninger i Shanghai og andre storbyer i løbet af foråret lagt voldsomt pres på det finmaskede netværk, som international handel i dag udgør.
- Det er et område, hvor der virkelig er brug for koordinering og samarbejde, for hvis alle lande forsøger at producerer al ting selv, vil det føre til massiv overproduktion og ineffektivitet, siger den amerikanske tænketanksekspert.
Reaktionen fra Kina har ikke overraskende været negativ. Den kinesiske ledelse har de seneste år haft held med at knytte den landets økonomi tættere sammen med regionens. Kina var i 2020 med til at søsætte en anden stor regional frihandelsaftale kaldet Regional Comprehensive Economic Partnership, der tæller ti lande. Derudover har Kina søgt om optagelse i CPTPP. I Beijing bliver IPEF fremlagt som del af et amerikanskledet forsøg på at inddæmme Kina ved at forme små kliker, der ødelægger den fredelige udvikling i Asien.
- Hvordan kan man kalde aftalen inkluderende, når den målrettet udelukker Kina, det største marked i regionen og i verden?, spurgte den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, da han forleden besøgte Stillehavsøen Fiji.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]
