Af:
Charlotte Holst, journalist

Novo Nordisk kæmper for at knække fedmekoden

Fedme og relaterede sygdomme rammer stadig større dele af befolkningen globalt. Hos Novo Nordisk arbejder man på flere planer for at sikre behandling til alle og understøtter dermed verdensmål 3. Det handler om nye medicinske produkter, men også om at sikre så mange som muligt adgang til lægehjælp og få fedme anerkendt som sygdom.

Novo Nordisk

sdg

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.

Serie: Nordea Invest Magasinet sætter fokus på FN’s verdensmål og fortæller i en række artikler om hvert af de 17 mål.

sdg

Type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, slidgigt, blodpropper. Listen over følgesygdomme af fedme er lang, for slet ikke at tale om de psykiske lidelser og sociale stigma, der følger af at være overvægtig. Chefen for Novo Nordisks afdeling for fedmeforskning, Mads Tang-Christensen, skriver i en artikel om fedme på selskabets eget site: “Folk, der lever med overvægt, kæmper for at tabe sig. Men et komplekst system i vores krop arbejder imod dem.”

Det er den tilgang til fedmeproblemet, Novo Nordisk ønsker at udbrede: At overvægt ikke bare kommer af slap viljestyrke, men er en konsekvens af en række fysiologiske, psykologiske, genetiske, og miljømæssige faktorer.

Susanne Stormer

Susanne Stormer

Bæredygtighedschef, Novo Nordisk.

Det danske selskab, der har en førerposition inden for diabetesbehandling, arbejder på at udvikle lægemidler mod fedme. Statistikkerne er overvældende: Fedme har ramt intet mindre end 13 procent af verdens voksne befolkning og får sundhedsudgifterne til at eksplodere.

- Det er en enorm udfordring, som har konsekvenser, ikke bare for den enkeltes helbred og livskvalitet, men også i et samfundsøkonomisk perspektiv, siger bæredygtighedschef hos Novo Nordisk, Susanne Stormer.

Hun peger på, at en af barriererne er, at de færreste får behandling.

- Det er ganske enkelt ikke prioriteret i sundhedssektoren, og fordi det også ofte er forbundet med stigma, går de færreste til lægen for at få hjælp.

Den hellige gral

Novo Nordisk arbejder på flere planer for at bekæmpe fedmeepidemien. Helt konkret forsøger forskerne at udvikle effektive lægemidler til behandling. De koncentrerer sig om hjernen, som er den slagmark, hvor naturens lyst til at mæske sig i kalorier kæmper mod vores rationelle forsøg på at opretholde en sund vægt. For at forstå fedme, må man forstå, hvad der sker i hjernen.

Mads Tang-Christensen udtrykker det sådan, at man søger efter den hellige gral i regulering af kropsvægten: “Hvorfor er det for eksempel, at en person kan være i stand til at tabe sig, men inden for et par uger kryber vægten tilbage, selvom kalorieindtaget ikke er steget? [ ... ] Det er, som om der er en ‘kontakt’, der tilpasser personens energiforbrug til, at de tabte kilo fra slankekuren genvindes.”

Teamet i forskningsafdelingen forsøger at nå frem til, præcis hvor i hjernen denne ‘kontakt’ sidder og undersøger, om det er noget, der kan løses med medicin: “Hvis det er, vil vi måske en dag kunne hjælpe folk med fedme til ‘at nulstille’ deres vægt til et nyt og sundere udgangspunkt. Hvis vi lykkes, kan vi hjælpe millioner af mennesker, der lever med fedme,” skriver Mads Tang-Christensen.

Forventer nyt produkt ude i 2020

Et af de gennembrud, Novo Nordisk senest har haft og som også kan have perspektiver i forhold til fedmebehandling, er lægemidlet Semaglutid – et såkaldt GLP1-middel, der bruges til at behandle diabetes med. Det er nu udviklet i tabletform, og det gør det lettere og rarere for patienterne at tage deres medicin, fordi de slipper for injektioner. Der er altså grundlag for at flere får behandling.

- Det er intet mindre end første gang i verdenshistorien, at forskere har kunnet udvikle en teknologi, der gør det muligt at et proteinstof (en såkaldt peptid) kan virke gennem fordøjelsessystemet – og at produktionsfolk har evnen til at fremstille det, siger Susanne Stormer.

Novo Nordisk har sendt registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder og følger trop med ansøgninger om markedsføringsgodkendelse i Europa og Japan.

- Hvis alt går godt, forventer vi, at kunne gøre dette nye produkt tilgængeligt i begyndelsen af 2020, og i mellemtiden arbejder vores forskere videre på at udvikle behandlinger til andre kroniske sygdomme, herunder fedme, i tabletform, siger Susanne Stormer.

Diabetes eksploderer i byer

Men at knække fedmeepidemien er ikke så ligetil. Blandt andet på grund af de stigma, Susanne Stormer nævnte tidligere. Der er skepsis over for at betragte fedme som en sygdom og en opfattelse af, at fedme falder tilbage på personen selv. For at få fokus på forebyggelse og årsagerne til fedme, lancerede Novo Nordisk i starten af i år initiativet ‘Cities Changing Diabetes’, hvor 19 byer på fem kontinenter fokuserer på de grundlæggende årsager til diabetes: med fedme som den altoverskyggende.

- Vi samarbejder med bystyrer og andre lokale interessenter om at gøre byer til steder, der fremmer sundhed, i stedet for – som vi ser det flere og flere steder – at gøre det sværere for indbyggerne at leve sundt, for eksempel når det gælder trafik, adgang til motion og adgang til sunde fødevarer, siger Susanne Stormer.

Antallet af diabetestilfælde stiger især i byerne, som ikke er indrettet til, at man kan bevæge sig. Folk kører rundt i biler og fastfood er let tilgængeligt alle steder.

‘Cities Changing Diabetes’
‘Cities Changing Diabetes’ skal blandt andet sætte gang i bevægelse i storbyerne. Her motionerer borgere fra Tianjin i Kina.

Et langt sejt træk

At arbejde konkret med verdensmålene handler i høj grad om at zoome ind på delmålene og blive konkret i forhold til, hvordan man som virksomhed kan bidrage til hvert enkelt. I forhold til verdensmål 3 fremhæver Susanne Stormer blandt andet delmålet om at sikre, at alle har adgang til sundhedsydelser, de kan betale.

- Det er noget, vi her i landet tager for givet, men som i mange lande enten ikke findes overalt, eller slet ikke. Det kan vi dels bidrage til ved at gøre, hvad vi kan, for at distributionen af vores produkter bliver mere effektiv og når ud til de patienter, der har brug for dem, og ved at tilbyde produkter indenfor forskellige priskategorier, siger Susanne Stormer.

Hun peger også på, at det er et langt sejt træk, hvor man må arbejde på flere planer.

- Det handler også om at advokere for bedre sundhedssystemer, tale patienternes sag, og støtte op om patientforeninger, så de kan få regeringer og sundhedsmyndigheder i tale.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.