28 Marts 2022
Nordeas strateger: Olieprisen og Fed sender renterne op
Aktiemarkedet har handlet relativt sidelæns den sidste uge, mens både de amerikanske og europæiske renter er fortsat op. På trods af rentestigningerne har fx IT-aktier klaret sig forbavsende godt. Noget at det skyldes formentlig at aktiekursstigningerne på det seneste er kommet som følge af positioneringsmæssige faktorer som fx afdækning af korte positioner (man lukker positionen og køber det underliggende tilbage). Danske aktier er ikke i samme grad en del af det mønster, og er faldet relativt til markedet i takt med rentestigningerne. Disse bevægelser kan godt fortsætte på kort sigt, men forvent ikke at de to sidste ugers kraftige aktiekursstigninger fortsætter i samme tempo på lidt længere sigt. Årsagen til de fortsatte rentestigninger skal hovedsageligt findes i at den amerikanske centralbankchef Jerome Powell i starten af ugen sagde, at man om nødvendigt var klar til at hæve styringsrenten hurtigere end tidligere angivet. Og man har dermed indikeret muligheden for renteforhøjelser af 0,5 procentpoint på nogle møder, hvis omstændighederne tilsiger det. Der er kommet nye boller på suppen hos den amerikanske centralbank Fed, og det får flere til at bekymre sig om, hvorvidt særligt den amerikanske centralbank Fed formår at mønstre balancegangen ved at stramme pengepolitikken uden at ramme økonomien for hårdt. Vi og markedet vurderer på nuværende tidspunkt, at det lader sig gøre, selvom risikoen for en pengepolitisk fejltagelse er steget.
Trods pengepolitiske stramninger og krigen i Ukraine er markedet kommet pænt igen og globale aktier er nu blot nede 2,4% målt i danske kroner. Dette mærkes formentlig ikke for den gennemsnitlige dansker, som har en stor andel af danske aktier. Disse er nemlig nede omkring 10,7% i 2022.
Børsen i Moskva åben igen
Selvom de russiske børser er åbnet i sidste uge, afspejler kursudviklingen næppe de sande vilkår i hverken økonomien eller stemningen mod russiske aktiver generelt. Udenlandske investorer kan nemlig endnu ikke handle på børsen, og selv efter 1. april, når det er muligt, vil der formentlig stadig være begrænsninger.
Handel med olie fra Kasakhstan ramt
Olieprisen blev sendt højere, da Rusland i sidste uge meddelte, at en olieterminal ved Sortehavet var blevet ødelagt af uvejr og forbliver lukket en måned. Hvor meget af dette der sker af politiske årsager er selvfølgeligt svært at sige. Ikke desto mindre lægger det yderligere politisk pres på olieimporterende lande, som Kasakhstan udgør 1,2% af verdens olieforsyning.
Trods usikkerhed: Erhvervstilliden overrasker positivt
Der er efterhånden kommet en række nøgletal, som beskriver udviklingen i økonomien og hos virksomhederne efter krigen i Ukraine startede. Og over en bred kam er de vigtige af disse kommet fornuftigt ud og bedre end mange havde frygtet. De nuværende forretningsvilkår er for mange selskaber endnu ikke påvirket i en væsentlig grad, hvilket også blev indikeret af det tyske IFO-tal i fredags, og det stemmer overens med de seneste PMI-tal fra forskellige steder i verden. Dog faldt forventningerne til fremtiden kraftigt i fx IFO-målingen, og det er ikke så underligt i lyset af den usikkerhed krigen skaber for mange virksomheder.