Den amerikanske præsident Donald Trump har med handelskrig, toldsatser og konstante konfrontationer sat den økonomiske verdensorden på spil. Det får mange danskere til at kigge ængsteligt mod USA og overveje, om de skal lade være med at investere i amerikanske aktier.
Men det er en dårlig idé, fortæller Lars-Kristian Olsen, Expert Product Manager hos Nordea.
- 65 procent af alle verdens aktier ligger i USA og er derfor også i høj grad amerikanske. Så fravælger du amerikanske aktier, fravælger du cirka to tredjedele af alle aktier i hele verden. Det er ret farligt, fordi det er det stik modsatte af verdens bedste investeringsråd: Spred dine investeringer på tværs af forskellige typer af værdipapirer, brancher og lande for at reducere risikoen. Spredning er lig med redning.
Tror du på tech som en del af fremtiden?
Hvis du fravælger amerikanske aktier, fravælger du desuden de syv mest kendte og indflydelsesrige tech-aktier: Nvidia, Amazon, Apple, Microsoft, Meta, Tesla og Alphabet. For de driver alle, på hver sin måde, udviklingen inden for AI: Nvidia, Meta, Microsoft og Alphabet som frontløbere, der producerer AI-chips og laver software, mens Amazon, Apple og Tesla former fremtiden ved at omsætte AI-teknologien til væsentlige innovationer som f.eks. selvkørende biler.
- De syv virksomheder driver udviklingen inden for tech og definerer dermed, hvordan vores verden ser ud i dag og fremover. Når det er sagt, kan du derudover spørge dig selv, om frygten for, hvad Trump kan finde på, overskygger overbevisningen om, at AI og tech vil være en væsentlig del af fremtiden, siger Lars-Kristian Olsen.
Når det er sagt, kan man spørge sig selv, om de store AI-selskaber i realiteten er amerikanske selskaber eller i højere globale selskaber? En stor del af deres bundlinje stammer fra aktiviteter uden for USA, nøjagtig som med store danske selskaber som Novo Nordisk, som er registreret på Børsen i Danmark, men hvis omsætning og indtjening i høj grad kommer fra resten af verden.
- Det samme kan vi se på de store amerikanske selskaber. Lige nu udgør selskaberne cirka 35 procent af den samlede markedsværdi i S&P 500, en forkortelse for Standard & Poor's 500, som er et amerikansk aktieindeks, der omfatter 500 af de største børsnoterede selskaber i USA. Men cirka halvdelen af deres indtjening kommer fra aktiviteter uden for USA, fortæller Lars-Kristian Olsen.
I stedet for helt at fravælge amerikanske aktier, kan en løsning være at overvægte Europa med eksempelvis fem procent. For så har du stadig taget en holdningsbeslutning, men ikke handlet uhensigtsmæssigt investeringsmæssigt.
Du kan stadig vise din holdning
Så selv om det kan føles godt at vende amerikanske aktier ryggen, er det ikke en god idé set fra et investeringsmæssigt perspektiv. Men derfor kan man jo sagtens over- eller undervægte bestemte aktier og/eller regioner i sin portefølje, forklarer Lars-Kristian Olsen og uddyber
- Udfordringen er, at vi i Europa har været lidt for tilbøjelige til at være tilskuere til verden omkring os, hvilket betyder, at vi nu er i en situation, hvor mange andre lande er kørt forbi os. Derfor kan du godt finde selskaber inden for AI og chip-produktion i Europa, men volumenmæssigt er de meget langt fra førerhundene i USA. Så i stedet for helt at fravælge amerikanske aktier, kan en løsning være at overvægte Europa med eksempelvis fem procent. For så har du stadig taget en holdningsbeslutning, men ikke handlet uhensigtsmæssigt investeringsmæssigt.
Han minder om, at det faktisk er svært at forestille sig et moderne liv, der ikke indeholder produkter fra de store selskaber. For det kan godt være, vi kan finde ud af ikke at drikke Pepsi eller Coca Cola. Men har man en iPhone, er man allerede i gang. Hvis mærket er Samsung, så har det stadig et styresystem fra Google. På de flestes computer ligger en Office-pakke fra Microsoft. Og selv om du måske ikke har en direkte eksponering til Amazon, så har du måske FB-profil, Snapchat eller Instagram, og så støtter du Meta.
- Og sådan kan vi arbejde os gennem hele vores hverdag, som er fyldt med amerikanske selskabers produkter. Det er vigtigt, at du har de her overvejelser. Men ud fra et investeringsmæssigt perspektiv tror vi på, at det ikke er fornuftigt helt at vende ryggen til de amerikanske selskaber og aktier, siger han.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]