Efter ti år med USA i front: Nu vender investorerne blikket mod emerging markets

I årevis har USA suget kapital og opmærksomhed til sig. Men en svagere dollar, politisk usikkerhed og lave værdiansættelser kan give nyt liv til de vækstmarkeder, der længe har stået i skyggen af USA.

Emerging Markets hero

I mere end et årti har det været svært at argumentere imod USA.

Amerikanske aktier har leveret, techgiganterne er vokset, dollaren har været stærk, og kapital fra hele verden er strømmet mod Wall Street.

Men nu er der kommet sprækker i fortællingen om USA som investorernes selvfølgelige førstevalg. Og det kan blive begyndelsen på et comeback for de aktiemarkeder, der længe har stået i skyggen, fortæller Pierre-Henri Cloarec og Jakob Zierau, der begge er porteføljeforvaltere med fokus på emerging markets hos Nordea Asset Management.

For dem er spørgsmålet ikke bare, om emerging markets har fået et kortvarigt comeback. Det er, om nogle af de forhold, der gennem et årti har gjort USA til investorernes næsten automatiske førstevalg, er ved at ændre sig grundlæggende.

- Det har været meget nemt bare at investere i amerikanske aktier og glemme alt andet. Det kan man ikke længere på samme måde, konstaterer Pierre-Henri Cloarec.

Pierre Henri Cloarec
Pierre-Henri Cloarec er porteføljeforvalter med fokus på emerging markets hos Nordea Asset Management.

Ét navn, mange markeder

Emerging markets – eller vækstmarkeder – dækker over en række vidt forskellige økonomier, der befinder sig på et andet udviklingstrin end de modne økonomier i f.eks. Vesteuropa. Det gælder blandt andet Kina, Indien, Taiwan og Sydkorea samt økonomier i Latinamerika, Østeuropa og dele af Afrika.

Men fællesbetegnelsen kan snyde. Fx er forskellen mellem Kina og Brasilien stor, og væksten kommer ikke fra de samme steder. Til gengæld spænder mulighederne vidt: fra e-handel, elbiler og vedvarende energi til fintech (software og apps, der gør det billigere og nemmere at håndtere penge, fx Mobilepay) og såkaldte halvledere, der er uundværlige byggeklodser i alt fra smartphones og elbiler til AI-computere.

- Den grundlæggende investeringsidé er at få adgang til økonomier i udvikling, hvor højere økonomisk vækst, stigende indkomster og en voksende middelklasse kan skabe grundlag for vækst i virksomhedernes omsætning og indtjening. Samtidig giver forskellene mellem landene adgang til mange forskellige væksthistorier og dermed mulighed for at sprede investeringerne på andre områder end dem, der dominerer i USA og Europa, forklarer Jakob Zierau.

Jakob Zierau
Jakob Zierau er også porteføljeforvalter hos Nordea Asset Management.

Ti år ændrede investorernes porteføljer

For at forstå, hvorfor emerging markets igen tiltrækker sig opmærksomhed, skal man begynde med det, der er gået forud. Mens USA har haft et usædvanligt stærkt årti, har emerging markets haft relativt svagere afkast. Nordea Asset Management ser netop det lange efterslæb som et muligt udgangspunkt for et mere flerårigt opsving.

- Når et marked har ligget underdrejet i et helt årti, sker der noget interessant under overfladen. Virksomhederne fortsætter med at producere, udvikle og tjene penge, mens aktiekurserne står stille. Det skaber en fjedereffekt. Populært sagt køber man en solid motor til discountpris. Fordi udgangspunktet er trykket så langt i bund, skal der meget lidt medvind til at udløse et kraftigt og flerårigt opsving, når investorerne først opdager rabatten, forklarer Jakob Zierau.

Årene med amerikansk dominans har samtidig sat sig i investorernes porteføljer. Globale investorer har omkring seks procent af deres aktieporteføljer placeret i emerging markets, selv om aktivklassen udgør cirka 11 procent af det globale benchmark. Samtidig handles emerging markets-aktier med omkring 39 procents rabat i forhold til aktier i de udviklede markeder målt på forventet kurs/indtjening.

Men det er ikke kun lave værdiansættelser og få investerede penge, der har fanget forvalternes interesse. Noget er også sket med virksomhedernes indtjening.

- Vi ser nu en indtjeningsvækst, som er betydeligt højere end i de udviklede markeder, og forventningerne er blevet revideret op igen og igen. Det giver et indtjeningsmomentum, som er svært at finde andre steder lige nu,siger Pierre-Henri Cloarec.

Markedet er allerede begyndt at reagere. Siden udgangen af 2024 har MSCI Emerging Markets givet et afkast på 63 procent mod 31 procent for MSCI World. Det siger ikke noget sikkert om de kommende års afkast, men viser, at bevægelsen allerede er i gang.

Frihedsgudinden
Donald Trumps omfattende toldudmeldinger i 2025 har udfordret forestillingen om USA som det næsten automatiske endemål for global kapital.

Skiftet begyndte i USA

Det mest interessante ved det mulige comeback er imidlertid, at udgangspunktet ikke først og fremmest skal findes i emerging markets, men i USA: Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus og de omfattende toldudmeldinger i april 2025 har skabt større usikkerhed om den amerikanske økonomiske politik. Dermed er også forestillingen om USA som det næsten automatiske endemål for global kapital blevet udfordret.

- Det sker ikke, fordi USA pludselig er blevet et dårligt sted at investere, men fordi nogle af de fordele, der har fået investorer til at betale en høj pris for amerikanske aktier, ikke længere er helt så entydige, fortæller Jakob Zierau.

En af fordelene har været amerikanske selskabers massive aktietilbagekøb. Når et selskab køber sine egne aktier tilbage, bliver der færre aktier at fordele overskuddet på. De tilbageværende aktionærer ejer dermed en større del af selskabet, og indtjeningen pr. aktie stiger alt andet lige. Jakob Zierau sammenligner det med en kage: Kagen er den samme størrelse, men når færre skal dele den, bliver hvert stykke større.

- På emerging markets har mange selskaber historisk gjort det modsatte og udstedt nye aktier, så eksisterende aktionærers ejerandel blev udvandet. Men også her ser vi forbedringer i selskabsledelsen. Sammen med højere indtjeningsvækst kan det give emerging markets en ekstra medvind, som investorerne endnu ikke nødvendigvis betaler for, mener han.

Samtidig er dollaren blevet svagere, hvilket historisk set har været medvind for emerging markets.

- Når dollaren bliver svagere, har investorer typisk en større tendens til at investere i emerging markets. Det er positivt for både valutaerne og aktiemarkederne og kan skabe en positiv feedback-effekt, siger Pierre-Henri Cloarec.

Når dollaren bliver svagere, har investorer typisk en større tendens til at investere i emerging markets. Det er positivt for både valutaerne og aktiemarkederne og kan skabe en positiv feedback-effekt.

Pierre-Henri Cloarec, porteføljeforvalter hos Nordea Asset Management

Halvdelen af verdens økonomi – en tiendedel af aktiemarkedet

Efter hans vurdering har den større politiske uforudsigelighed i USA samtidig gjort det mere relevant at stille et spørgsmål, som investorerne længe ikke har haft den store grund til at stille: Hvorfor skal amerikanske aktier fortsat handles med så stor en præmie i forhold til andre markeder?

Det leder til et paradoks, som er centralt for at forstå emerging markets: Der er stor forskel på, hvor meget vækstmarkederne fylder i verden, og hvor meget de fylder på aktiemarkedet.

- Størstedelen af verdens befolkning bor her, det er den yngste del af befolkningen. Emerging markets står for omkring halvdelen af verdens BNP, men kun cirka 10 procent af det globale aktieindeks målt i værdi. Og det er her, stort set alt det, du rører ved i din hverdag, bliver produceret, opsummerer Jakob Zierau.

Taiwan er eksempelvis helt central i produktionen af avancerede chips, Kina producerer og samler enorme mængder elektronik, mens Vietnam er blevet et vigtigt produktionsland for blandt andet smartphones. Omkring halvdelen af Samsungs globale produktion af mobiltelefoner foregår eksempelvis i Vietnam. Det betyder, at en smartphone eller computer godt kan være udviklet af en amerikansk virksomhed, mens nogle af dens vigtigste komponenter bliver produceret i Taiwan og den færdige elektronik samlet i Kina eller Vietnam.

- Derfor handler emerging markets ikke kun om økonomier, der kan vokse sig større og rigere i fremtiden. De spiller allerede en central rolle i den globale økonomi, men det er ikke afspejlet tilsvarende i investorernes porteføljer. Derfor er pointen ikke, at emerging markets skal erstatte USA, men måske fylder de for lidt, siger Jakob Zierau.

Comebacket kan stadig blive afsporet

Et attraktivt udgangspunkt er dog ikke det samme som en garanti for høje afkast.

- Hvis vi får en stor global recession eller en recession i USA, har det historisk set været negativt for emerging markets, siger Pierre-Henri Cloarec.

Afhængigheden kan dog være ved at ændre karakter. Emerging markets-landene handler i stigende grad med hinanden, og det kan over tid gøre dem mindre afhængige af efterspørgslen fra USA og andre udviklede økonomier.

Derudover er der en anden risiko: Hvis de store amerikanske techselskabers massive investeringer i kunstig intelligens begynder at skabe store indtægter hurtigere end forventet, kan investorernes appetit på amerikanske aktier få endnu et løft.

- Det behøver dog ikke være dårligt nyt for emerging markets. For flere AI-investeringer betyder samtidig større efterspørgsel efter den hardware, der i høj grad produceres på vækstmarkederne, siger Jakob Zierau.

USA's tid er med andre ord ikke forbi. Men efter et årti med amerikansk dominans har investorerne igen fået grund til at kigge andre steder hen.

Af:
Sanne Opstrup Wedel