Plast er et populært materiale til mange formål, fordi det er let, holdbart og meget formbart. Globalt ventes brugen af plast at blive tredoblet frem mod 2060. Det vurderer OECD, højindkomstlandenes økonomiske organisation.
Men der er det alvorlige problem, at ny plast næsten udelukkende fremstilles af fossile materialer, nemlig olie og naturgas. Derfor er klimapåvirkningen fra især produktionen markant. Plast står ifølge flere beregninger for 4-5 procent af verdens samlede udledning af CO₂ og andre drivhusgasser.
Det er her, at den store nordiske miljøservicevirksomhed NG Nordic præsenterer en ny tilgang, som måske kan bidrage til at bremse produktion og forbrug af den klimabelastende konventionelle plast.
NG Nordic er lykkedes med en proces, hvor plast fremstilles ved hjælp af indfanget CO₂. Perspektiverne er enorme. I stedet for at plast bidrager til problemet, kan plast i NG Nordics udgave være med til at reducere CO₂-udslippet fra plastprodukter.
Forvandlingen af CO₂ til plast er forsøgsvis gennemført på et forbrændingsanlæg til ikke-genanvendeligt affald i Riihimäki, som ligger en times kørsel nord for Helsinki i Finland. NG Nordic er i disse måneder ved at teste processen i forbindelse med et egentligt anlæg, et pilotanlæg, som etableres på eget område.

Vores plast kan omsmeltes og bruges igen i nye former af plast.
Kulstof i røggas har værdi
Tony Rehn er programchef for NG Nordics’ indsats for at reducere klimapåvirkningen, som har betegnelsen Carbon2x. Han oplyser, at virksomheden gennem årtier har været en pioner med hensyn til miljøvenlig behandling af affald samt genanvendelse.
- Så det var naturligt for os at overveje, hvordan vi kan hente værdien i vores egne CO₂-udledninger og genanvende kulstoffet fra røggassen til noget bæredygtigt. Kulstof er i virkeligheden en værdifuld ressource, siger Tony Rehn.
De fleste andre initiativer om at indfange CO₂ fra forbrændingsanlæg og tung industri handler om at deponere kuldioxiden i undergrunden. Men NG Nordic ønsker ifølge Rehn at gå skridtet videre og cirkulere kulstoffet, hvor det er muligt.
- Vi overvejede flere måder at udnytte kulstof og valgte at forsøge os med CO₂-baseret plast som det afgørende produkt. Det er først og fremmest på grund af den meget positive klimaffekt, men også fordi vi er i stand til at udvikle teknologien hos os selv, siger Tony Rehn.

NG Nordics produkt er såkaldt PHA-plast, som har mange anvendelser og imødekommer de høje krav til fødevareemballage og medicinsk udstyr. Det har fået varenavnet INGA. Ordet er svensk og betyder ingen eller intet, og det henviser til, at der ikke skal bruges noget nyt til at fremstille plasten.
Tony Rehn forklarer om produktionsprocessen med hensyn til NG Nordics plast, at den er yderst kompleks. Den korte version er, at den indfangne CO₂ kombineres med brint til en kemisk blanding, som er næring for bakterier. Herved igangsættes en biologisk fermentering, der fører til en voksende biomasse med et indhold af PHA, som derpå kan udskilles i ren form.
Fakta om NG Nordic
NG Nordic er en nordisk miljøservicevirksomhed, som opererer i Norge, Sverige, Finland og Danmark og desuden har aktiviteter i flere andre europæiske lande.
NG Nordic håndterer årligt 4,4 millioner tons affald fordelt på 90 behandlingsanlæg.
Virksomheden stræber efter at føre så mange af materialerne som muligt tilbage til kredsløbet i en cirkulær værdikæde.
Kilde: NG Nordic
Genanvendeligt og bionedbrydeligt
Produktet er både genanvendeligt og bionedbrydeligt og tilfredsstiller derved også miljøhensyn, der rækker ud over klimaet.
- Vores plast kan omsmeltes og bruges igen i nye former af plast, og det er den eneste kendte plast, der i test lader sig nedbryde i forskellige miljømæssige omgivelser i henhold til den internationale standard for kvalitetssikring. Hertil kommer, at den ikke er kilde til mikroplast, siger Tony Rehn.
Ifølge OECD bliver kun ni procent af plastaffaldet på kloden genanvendt i øjeblikket, dels fordi mange nuværende plasttyper ikke er egnet til genanvendelse, dels fordi der er massive udfordringer med at indsamle plastaffald.
Mikroplastforurening bliver udpeget til et af de mest omfattende globale miljøproblemer. OECD anslår, at op mod tre millioner tons mikroplast hvert år spredes i havene, vandløb, på jorden og i luften. Det er plast, der er fragmenteret i bittesmå stykker, og som ophobes i fødekæden hos dyr og også optages af mennesker med risiko for skadevirkninger.
Fakta om PHA-plast
PHA, eller polyhydroxyalkanoat, er betegnelsen for en række termoplastiske polyestre, der er produceret af mikroorganismer ved bakteriel fermentering. PHA-plast kan tilføres forskellige egenskaber i produktionsfasen og egner sig derfor til en bred vifte af anvendelser.
PHA-plast har gode såkaldte barrieregenskaber og kan derfor bruges til blandt andet fødevareemballage. PHA-plast anvendes desuden til anden emballage, poser, flasker, service, medicinsk udstyr, elektroniske apparater, legetøj og landbrugsfilm.
PHA-plast har generelt en højere pris end konventionelle plasttyper.
PHA er bionedbrydelig og nedbrydes både i iltholdige og iltfrie miljøer. Dog er denne plasttype ikke komposterbar under danske vejrforhold.
Kilde: Miljøstyrelsen
Den bedste måde at opskalere
NG Nordic har hyret den store danske ingeniørvirksomhed Rambøll til at lave en analyse af tekniske, økonomiske og miljømæssige aspekter med henblik på en senere kommercialisering. Rambøll blev valgt, fordi virksomheden har en stærk nordisk tilstedeværelse, et indgående kendskab til kulstofhåndtering og stor erfaring med affald-til-energi-processer.
- Vi skal undersøge, hvordan det bedst lader sig gøre at skalere op, siger Ehsan B. Haghighi, som er seniorrådgiver og projektleder. Rambøll inddrager 30-40 medarbejdere i opgaven.

Ehsan B. Haghighi opremser en række detaljer, som han og hans hold har fokus på: Mulighederne for design af produktionsprocessen, valg af teknologi, formelle krav og tilladelser, lokale begrænsninger, integration i forhold til Riihimäkis energiforsyning, generelle overvejelser om miljø, sikkerhed og sundhed, en tidsplan for etablering af et egentligt produktionsanlæg samt en økonomisk beregning.
- Der findes en del erfaringer med at indfange CO₂ efterhånden. Det mest udfordrende er at tilrettelægge selve produktionen, som handler om at omdanne CO₂ til plast. Her er der ikke meget eksisterende viden at støtte sig til. Vi samarbejder med leverandører om for at opnå en bedre forståelse, siger Ehsan B. Haghighi.
Rambøll forventer at overdrage analysen til NG Nordic senest ved udgangen af september.
Efter pilotanlægget følger arbejdet med at opbygge et demonstrationsanlæg og derpå et kommercielt anlæg i fuld skala på et særskilt areal i Riihimäki, som NG Nordic har købt af byen. Tony Rehn håber, at fuldskalaanlægget kan være i drift omkring 2035. Det vil have en kapacitet til at indfange 100.000 tons CO₂ om året og producere plast af det.
Andre CO₂-til-plast-projekter
Der er findes andre projekter om at benytte indfanget CO₂ til fremstilling af plast, men ingen har samme brede anvendelse og karakteristika som NG Nordics INGA-plast. Her er et par eksempler:
Den tyske virksomhed Covestro fremstiller madrasser og beslægtede produkter, hvori en femtedel består af indfanget CO₂ i form af skumplast.
Den britiske virksomhed Econic Technologies udvikler forseglinger, foringer og belægninger til møbler, sko, bilproduktion og byggeri, der er skumplast på basis af indfanget CO₂.
Desuden er der forskning i blandt andet USA og Storbritannien, som har et sigte om at fremstille forskellige typer af plast ved at inddrage indfanget CO₂.
Kilde: BBC
Grundlæggende en god idé
Nordiske miljøeksperter, som Nordea Invest Magasinet har kontaktet, understreger, at de ikke kender NG Nordic-projektet specifikt. Men de erklærer, at det grundlæggende er en god idé at forsøge at bruge CO₂ som en ressource til at fremstille plast.
- Det er en ny teknologi. Men princippet om at bringe et affaldsprodukt ind i produktionssystemet igen er rigtigt, siger Ieva Rucevska, seniorekspert i den norske miljøorganisation GRID-Arendal. Hun er medforfatter til en rapport i fjor om klimabelastningen fra plast.
- Videnskabelige studier tyder på, at indfangning af CO₂ med henblik på udnyttelse har en positiv indvirkning på CO₂-udledningen. Reduktionen kan være temmelig høj. Det forudsætter dog, at det lykkes at udvikle en effektiv teknologi, siger Ieva Rucevska. Hun tilføjer, at man også skal være opmærksom på vand- og energiforbruget i processen.
- Det er i udgangspunktet fremragende at udnytte CO₂. Det er der behov for, siger Emma Strömberg, docent og ekspert i affald og ressourcestrømme på IVL Svenska Miljøinstitutet, som er et uafhængigt forskningsinstitut. Hun minder om, at udnyttelse af CO₂ stadig er ”en følsom aktivitet” på grund af den mængde energi, der kræves til produktionen. Hun fastslår, at det er afgørende, at energien er grøn.

Begge miljøeksperter opfordrer til en bred tilgang, der også handler om at tøjle forbruget af konventionel plast og tænke i mere bæredygtige alternativer. Desuden skal genanvendelsen øges betydeligt, og det forudsætter regulering, som stiller krav til design af plast, indsamling af brugt plast og en prismæssig favorisering af genanvendt plast i forhold til jomfruelig plast.
- En CO₂-afgift på konventionel plast kunne være en mulighed, siger Ieva Rucevska.
Der findes biobaseret plast, som dækker under én procent af det globale plastforbrug, og der er plads til vækst. Men det kan slet ikke stå alene, mener Emma Strömberg.
- Og så man skal huske på, at der ofte bliver brugt kunstgødning og sprøjtegift til dyrkningen af de biobaserede råmaterialer, for eksempel majs og sukkerrør, maskinerne er drevet af fossilt brændstof, og måske ville det have været bedre at anvende det beslagte jordareal til dyrkning af menneskeføde, siger Emma Strömberg. Råmaterialerne til biobaseret plast skal helst være biologiske restmaterialer, tilføjer hun.
Både Ieva Rucevska og Emma Strömberg peger på, at en livscyklusanalyse er det rette redskab til at afgøre, hvad der er bæredygtige løsninger med hensyn til plast.

Livscyklusanalyse under udarbejdelse
NG Nordic er ved at få lavet en livscyklusanalyse af INGA-plastproduktet. Tony Rehn er således ikke klar til at offentliggøre tal om klimaaftrykket og anden miljøpåvirkning.
- Vi afventer foreløbige data fra vores pilotanlæg, men jeg forventer, at netto-CO₂-effekten er betydelig, siger han.
Noget andet er, hvorvidt det vil være rentabelt for virksomheden at fremstille den CO₂-baserede plast. Tony Rehn siger, at de foreløbige indikationer er fine.
- Vi tror på, at vores plast kan være konkurrencedygtig med fossil plast, når vi kommer op i skala. I takt med, at vi udvikler vores egen teknologi, regner vi med at kunne indgå i strategiske partnerskaber med andre aktører, der deler vores vision, siger Rehn. Han oplyser, at NG Nordic formentlig kan annoncere de første samarbejdsaftaler i løbet af få måneder.
På længere sigt ønsker NG Nordic at introducere fra-CO₂-til-plast-teknologien på andre af virksomhedens mange behandlingsanlæg til affald. Tony Rehn forklarer, at det vil understøtte den videre proces, hvis EU indfører en mere gunstig regulering på området. Han ser tegn på, at den slags incitamenter kommer.
- Det er en måde at skifte til en cirkulær økonomi, og det har EU jo som erklæret mål, ræsonnerer han.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]