Af:
Sanne Opstrup Wedel

Giv dine efterkommere en langsigtet gave, som gør en verden til forskel

Vil du glæde de næste generationer langt ud i fremtiden, kan du give en aldersopsparing allerede i barselsgave. Den kan give dine børnebørn et stort supplement til deres pension senere i livet.

Barnebarn

En barnevogn eller en pusletaske. En strækvikle eller en sansegynge.

Ønskerne kan være mange, når der skal findes barselsgaver til nyankomne småfolk. Men vil du tænke nyt og give en gave, der rækker langt ud i fremtiden og kan glæde dine børne- eller oldebørn helt frem til, at de måske selv bliver bedsteforældre, kan det betale sig at kigge i en lidt anden retning.

- Da min hustru og jeg blev bedsteforældre til vores første barnebarn, Augusta, valgte vi blandt andet at give hende en aldersopsparing i gave. Det kan lyde skørt, fordi hun først får glæde af gaven om mange år. Men der er en mening med galskaben, fortæller Lars-Kristian Olsen, investeringsekspert hos Nordea.

Den første investeringskrone er afsindig vigtig

Den første gode grund til at give en investeret opspring i barselsgave er den såkaldte sneboldeffekt, som kort sagt er muligheden for at få renter oveni renter. I sneboldeffekten vokser dine investeringer eksponentielt over tid takket være renters rente-effekten, hvor dine afkast også begynder at generere afkast – nøjagtig som en snebold, der ruller sig større og større, hurtigere og hurtigere.

Lars Kristian Olsen
Lars-Kristian Olsen er investeringsekspert hos Nordea.

Med andre ord: Sætter du 30.000 kr. ind på en aldersopsparing til den lille i barnets fødeår og det første og andet leveår og investerer dem i en global aktiefond med god spredning af risikoen, der giver det samme i afkast, som aktiemarkedet gennemsnitligt har givet de sidste 100 år, så er dit barnebarns formue steget til ca. 860.000 kr. målt i nutidskroner, når barnet fylder 70 år, hvis vi regner med 5 pct. i afkast efter 2 pct. inflation.

- Ved at komme tidligt i gang med investering øges effekten af renters rente, som betyder, at dit barnebarns opsparing vokser eksponentielt, som årene går, da barnet får afkast af både startbeløbet og af det opnåede afkast. Alligevel er værdien af at være ekstremt langsigtet generelt temmelig overset. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at uddanne hinanden langt bedre i, at den første investeringskrone er afsindig vigtig, understreger Lars-Kristian Olsen.

Renters rente

Effekten af renters rente: Hvad selv små beløb kan blive til over 10, 20, 30 og 50 år. Der er ikke indregnet omkostninger eller inflation. Udviklingen vil derfor variere, afhængigt af hvilken investeringsløsning du vælger.

.................................

Giv gaver med klausuler

Så sneboldeffekten er den første gode grund til at give en investeret opsparing i gave. Den anden er, at det kan sikre, at en større del af familieformuen bliver i familien.

- Analyser fra USA viser, at når familieformuen videregives, forsvinder den i mange tilfælde i anden og tredje generation. Ikke blot når det drejer sig om 100.000 kr., men også når det gælder rigtig store arvebeløb på plus 20 mio. danske kroner. Derfor synes jeg, det er værd at overveje, om vi kan blive bedre til at overdrage penge til de næste generation på en måde, der beskytter formuen bedst muligt, siger Lars-Kristian Olsen.

Herudover kan en aldersopsparing være et stort supplement til arbejdsgiverbetalt pension, når dit barnebarn skal på pension. Synes man, at bindingsperioden er for lang, fordi de fleste unge mennesker kan have brug for en sum penge tidligere, kan man lave en børneopsparing, som kan bindes frem til barnets 21. år.

Sætter man 6.000 kr. ind om året, til barnet fylder 12, hvor det maksimale indskud på 72.000 kr. er indbetalt, er der to scenarier. Står pengene kontant uden at blive investeret, bliver de med en rente på 1 pct. om året fratrukket 2 pct. i inflation reelt set mindre værd: Helt præcis er de indbetalte 72.000 kr. kun 62.000 kr. værd i nutidskroner, når barnet fylder 21 år. Investeres pengene med en mellemrisiko med et forventet afkast på 4 pct. efter inflation, er pengene alt andet lige 128.000 kr. værd, når barnet fylder 21 år.

- Uanset om man sætter penge ind på en aldersopsparing, en børneopsparing eller på andre gaveopsparinger viser eksemplerne, at det er afsindigt vigtigt at få investeret de gaver, man giver. Det giver mulighed for at få pengene til at vokse og dermed skabe flere muligheder for de unge mennesker, konstaterer Lars-Kristian Olsen.

Det er værd at overveje, om vi kan blive bedre til at overdrage penge til de næste generation på en måde, der beskytter formuen bedst muligt.

Lars-Kristian Olsen, investeringsekspert hos Nordea

Uddannelse af næste generation

Han oplevede selv effekten, da ham og hans søster var helt unge, og der et år lå en check under juletræet. Som 19-årig gik tankerne hurtigt i gang med at finde ud af, hvad man skulle købe for alle de rare penge, men da gæsterne var gået, sagde Lars’ far til sine børn, at han og Lars’ mor lige glemte at skrive en enkelt ting på til-og-fra-kortet.

- Manglede der nul, tænkte jeg kækt. Men nej. Tilføjelsen var, at vi kun kunne indløse checken hvis vi satte pengene sat ind på pensionsordning. Desuden skulle min søster, som var i lære som klejnsmed, bruge en del af pengene på at tegne en tab af erhvervsevne-forsikring, som dengang ikke var en del af lønpakken. Når man er 19 år og har haft et par timer til at tænke på, hvad man skal bruge pengene på, bliver man skuffet over at få en gave med en klausul. Men i dag nyder vi begge godt af, at der dengang var en ”formynderisk” herre, som satte nogle betingelser, fortæller Lars-Kristian Olsen.

Han minder også om, at det har en skattefordel at give penge med en varm hånd, eftersom man sparer 15.000 kr. i arveafgift, hver gang man giver 100.000 kr. i levende live.

- Man skal aldrig give mere, end man selv er sikker på at have nok. Men har man det, er det en god ide at give gaver med klausuler. Jeg håber, at Augusta sender en tanke til sine bedsteforældre, når hun bliver gammel nok til at hæve sin aldersopsparing. Forhåbentligt tænker hun, at det var et fornuftigt træk. Og ved at have set, hvad relativt få midler kan blive til over tid, husker hun måske at investere lidt af sine egne penge i løbet af livet, så hun kan gøre det samme for sine børnebørn engang.