Giv næste generation en livsvarig folkepension i dåbsgave

Ingen ved, hvordan fremtidens offentlige pension ser ud. Men med relativt få midler kan du give dit barn eller barnebarn en livsvarig folkepension i gave.

Pengegave

Vi er blevet gode til at spare op i Danmark. Flere tænker over pension, investering og økonomisk tryghed end tidligere. Men hvis man virkelig vil give næste generation et økonomisk forspring, er det ikke kun størrelsen på beløbet, der betyder noget. Det er også tiden.

- Det stærkeste værktøj, man har som investor, er ofte ikke et stort beløb, men en lang tidshorisont. Derfor kan det give enorm mening at begynde meget tidligt, hvis man ønsker at hjælpe sine børn, børnebørn eller oldebørn økonomisk, siger Lars-Kristian Olsen, Expert Product Manager hos Nordea.

Et regneeksempel illustrerer pointen: Hvis man sætter 40.000 kroner ind på en ratepension ved et barns fødsel, investerer dem i en global indeksbaseret aktiefond og antager et gennemsnitligt årligt afkast på 5 pct. frem til barnet fylder 72 år, vil opsparingen kunne vokse betydeligt. Hvis beløbet derefter udbetales over 25 år og fortsat forrentes med 5 pct. årligt i udbetalingsperioden, svarer det til omkring 95.200 kroner om året eller cirka det samme som den nuværende folkepensions grundbeløb.

- Det er ikke et løfte om et bestemt afkast. Men det viser, hvor stor betydning tid har. Selv et relativt overskueligt beløb kan over mange år udvikle sig til noget, der kan give et væsentligt supplement til pensionen, siger Lars-Kristian Olsen.

Lars-Kristian Olsen er Expert Product Manager hos Nordea.
Lars-Kristian Olsen er Expert Product Manager hos Nordea.

Års forspring giver store fordele

Pointen er ikke, at alle skal gøre det samme. For opsparing på vegne af børn og børnebørn afhænger af både økonomi, tidshorisont, skat, risiko og familiens ønsker. Men eksemplet viser, hvorfor det kan være værd at tænke langsigtet, hvis man vil give næste generation økonomisk tryghed og har mulighed for det.

For mange bedsteforældre er det naturligt at give gaver, mens børnene er små. Men i stedet for kun at give gaver, der bruges her og nu, kan en del af gaven placeres i en langsigtet opsparing. Over tid kan renters rente-effekten gøre en stor forskel.

- Mange tænker på opsparing som noget, man først selv begynder på, når man får fast arbejde. Men hvis forældre eller bedsteforældre starter tidligere, får barnet noget, som er umuligt selv at skabe senere: mange års forspring, siger Lars-Kristian Olsen.

Det afgørende er dog, at opsparingen placeres rigtigt. Der kan være stor forskel på, om pengene står kontant, investeres i frie midler, placeres i en pensionsordning eller investeres gennem fonde. Og der kan også være forskel på, hvordan afkastet beskattes, hvornår pengene kan udbetales, og hvilke regler der gælder.

- Det handler ikke kun om at spare op. Det handler om at spare klogt op. Hvis formålet er pension, skal man tænke anderledes, end hvis pengene skal kunne bruges til bolig, uddannelse eller noget helt tredje, siger Lars-Kristian Olsen.

Selv et relativt overskueligt beløb kan over mange år udvikle sig til noget, der kan give et væsentligt supplement til pensionen.

Lars-Kristian Olsen, Expert Product Manager hos Nordea

Fonde spreder risiko

En fond er en fantastisk måde at sprede risikoen på, fordi man med én investering kan få adgang til mange forskellige aktier eller obligationer. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken type fond man vælger, hvilken risiko man tager, og hvilket skattemiljø man investerer i.

- Det er meget individuelt, hvad der er den rigtige løsning. Derfor skal man passe på med standardråd. Det vigtige er at få tænkt opsparingen sammen med den konkrete situation, siger Lars-Kristian Olsen.

For et nyfødt barn eller barnebarn er tidshorisonten ekstraordinært lang. Det kan give mulighed for at tage en anden investeringsrisiko, end hvis pengene skal bruges om få år. Men højere risiko kan også betyde større udsving undervejs, og derfor skal man være bevidst om, hvad man gør.

Det handler om at spare klogt op. Hvis formålet er pension, skal man tænke anderledes, end hvis pengene skal kunne bruges til bolig, uddannelse eller noget helt tredje.

Lars-Kristian Olsen, Expert Product Manager hos Nordea

Meningsfuld gave til næste generation

Samtidig bør man være opmærksom på reglerne. Der kan være grænser for, hvor meget man må give i gave uden skattemæssige konsekvenser, og der kan være særlige regler for pensionsopsparing til børn. Derfor bør man få konkret rådgivning, før man vælger en løsning.

- Reglerne betyder meget, og små forskelle kan få stor betydning over mange år, så det er vigtigt at søge rådgivning, hvis man er i tvivl, siger Lars-Kristian Olsen.

For ham er den vigtigste pointe ikke, at alle bedsteforældre skal investere et bestemt beløb på en bestemt måde. Pointen er, at man bør tænke over, om man gerne vil give penge videre til næste generation, og hvordan de kan få større værdi, hvis de får lov til at arbejde i mange år.

- Ingen ved, hvordan fremtidens folkepension ser ud. Men man kan give næste generation et økonomisk rygstød, hvis man starter tidligt og tænker sig om på deres vegne. Det er måske en af de mest meningsfulde gaver, man kan give, siger han.

Af:
Sanne Opstrup Wedel