Tech er verdens største drivkraft og omfordeler af magt, rigdom, kultur og meninger. Det er teknologi, der vil skabe indtægter for Europa, Norden og Danmark. Det er teknologi, der skal finansiere de nordiske velfærdssystemer, og det er teknologi, der afgør, hvordan vi anskuer verden.
- Der findes måske ingen anden teknologi i historien, der bærer værdier og kultur så stærkt som AI. Så hvis vi ønsker at forme vores fremtid, må vi forme de teknologier, vi vil bruge i den fremtid. Men det gør vi ikke. I stedet har vi overladt designet af vores fremtid til amerikanerne og kineserne; for vi har ikke vores egne europæiske eller nordiske teknologier, men har i årtier blot brugt amerikansk og kinesisk teknologi. Dermed er vi også overladt til deres definition af, hvad teknologien er i stand til, og hvordan den bruges, konstaterer Morten Irgens.
AI skal skabe værdi for samfundet
Han er ph.d. i computer science. Prodekan på Copenhagen Business School. Og aktiv i en række organisationer: Høyskolen Kristiania i Norge, der er en uddannelsesinstitution med over 16.000 studerende. Organisationen CLAIRE (Confederation of Laboratories for Artificial Intelligence Research in Europe), der arbejder for at styrke AI-forskning og -innovation i Europa. Partnerskabet Adra (The AI, Data and Robotics Association), der har som mål at skabe værdi for borgere og virksomheder inden for de tre områder og er rådgiver for Europa-Kommissionen. Og ikke mindst Nordic Ethical AI Expert Group, der er en ekspertgruppe under Nordisk Ministerråd, som sidste år fremlagde fem anbefalinger til, hvordan Norden kan blive førende inden for etisk AI.
- Vi er håbløst bagud i Europa, når det gælder kunstig intelligens. Sådan set ikke i forskningen, men i forhold til at få AI til at skabe værdi for samfundet på en forsvarlig måde. Derfor er vi nødt til at have vores egne AI-teknologier i Norden; en slags Kalmarunionen for AI. For lige nu truer AI kulturen og værdierne i vores virksomheder og deres produkter. Alligevel bruger vi bare andres teknologier og sender dermed vores penge og etiske standarder ud af Europa, siger Morten Irgens.

Bedre rammebetingelser er nødvendige
Han mener, at primært to ting står i vejen for, at Europa og Norden selv får hånd i hanke med udviklingen og brugen af kunstig intelligens: Innovation og regler.
- Lige nu har vi for lidt af det første og for meget af det sidste. For de nordiske lande er ikke så innovative, som vi tror, og bureaukratiet er for omfattende til, at vi kan blive det. Vi tror, at vi har et frit marked, men det har vi ikke, hverken finansielt eller jobmæssigt. Hvis en startup i København hyrer en udvikler i Madrid, eller Oslo, hører den person pludselig under andre regler. Hvis det skete i USA, ville virksomheden have adgang til arbejdskraften med det samme. Startups har også svært ved at finde finansiering i Europa, så de tager til USA i stedet. Så vi skyder os selv i foden, fordi vores egne regler er med til at gøre amerikanske virksomheder til vores egne konkurrenter, siger Morten Irgens.
Derfor mener han, at det er helt afgørende at skabe bedre europæiske rammebetingelser for innovation og økonomisk vækst. Her fremhæver han Enrico Lettas rapport fra april sidste år, Meget mere end et marked, som et vigtigt dokument om den nødvendige udvikling af Europa og Den Europæiske Union. En rapport, som Mario Draghis senere rapport, Fremtiden for europæisk konkurrenceevne, bygger på.
- EU skal genopfinde sig selv, hvis vi skal være en teknologisk suveræn region. Jeg ser Europas svage AI-position som et eksempel på dette. Hvis Europa udmærkede sig globalt inden for AI, både videnskabeligt og kommercielt, ville vi sandsynligvis klare os godt på mange andre områder. Hvis vi derimod klarer os dårligt på AI, klarer vi os sandsynligvis dårligt på en bred vifte af teknologiområder. Og sådan er det. AI er metaforisk set kanariefuglen i kulminen, og den er døende. Men Europa generelt, og især de nordiske lande, har kompetence og kapacitet til at ændre denne udvikling – det er kun et spørgsmål om vilje, siger Morten Irgens.
Som samfund skal vi blive bedre til at se sammenhængen mellem etik og sikkerhed i teknologiudviklingen. AI er ikke kun en teknologisk udfordring; det er også en samfundsmæssig udfordring.
Fem anbefalinger til etisk brug af AI i Norden
Derfor har Nordic Ethical AI Expert Group sammenfattet fem anbefalinger, der skal gøre Norden førende inden for etisk AI, som er forudsætningen for at høste de kommercielle gevinster af teknologien:
- En fælles nordisk strategi for etisk AI
- Etablering af Nordisk Center for Etisk AI
- Fremme udviklingen af store sprogmodeller for nordiske sprog
- Uddanne en kvalificeret arbejdsstyrke for at forberede samfundet på etisk brug af AI
- Øge gennemsigtigheden af AI-teknologiers bæredygtighed og miljøpåvirkning
Forklaringen er ifølge Morten Irgens, at det er nødvendigt at integrere bæredygtige og etiske hensyn i alle faser af teknologiens livscyklus, hvis AI skal blive en positiv kraft: Vi skal blandt andet stille krav om gennemsigtighed i, hvordan AI-systemer bygges, hvem der har adgang til dataene, og hvilke værdier der ligger til grund for de beslutninger, de træffer.
- Som samfund skal vi blive bedre til at se sammenhængen mellem etik og sikkerhed i teknologiudviklingen. AI er ikke kun en teknologisk udfordring; det er også en samfundsmæssig udfordring. Vi står ved en skillevej, hvor vi kan vælge at bruge AI på en måde, der skaber mere retfærdige og bæredygtige samfund, eller vi kan overse de etiske implikationer og risikere, at teknologien forstærker ulighed og usikkerhed, siger han og tilføjer:
- Derfor bør Europa udvikle sine egne teknologier baseret på vores kulturelle, etiske og regulatoriske fællestræk. For der er en reel frygt for teknologi, som vi ikke forstår, og som samtidig lige nu stort set er fritaget for regulering i USA.
Lige nu truer AI kulturen og værdierne i vores virksomheder og deres produkter. Alligevel bruger vi bare andres teknologier og sender dermed vores penge og etiske standarder ud af Europa.
Hårfin balance
Og netop dét er et voksende problem: For det første har vi ikke forstået, hvad AI på sigt ville gøre ved samfundet, og derfor har vores eneste modsvar været at regulere, men det er uforsvarligt i længden, mener Morten Irgens. For det andet har vi forsøgt at gætte på teknologiens betydning i fremtiden, men det er umuligt, for ingen forstår den kolossale indflydelse.
- Og så ender vi med generelle regelsæt for alle tænkte scenarier – og meget store bøder, hvis man bryder reglerne. Og så begynder virksomheder at stoppe med at bruge penge på at udvikle og teste ny teknologi, fordi de risikerer at gå konkurs, hvis de bryder reglerne en enkelt gang. Eller at drukne i over-compliance, som er et ord, der kun findes på vore breddegrader. Så det er en hårfin balance. Men en balance, vi godt kan finde og mestre, siger han.
Sådan bliver Nordisk samarbejde nøglen til vækst og indflydelse
Mange virksomheder og sektorer i Norden – lige fra køkkenbutikker til etisk brug af AI – vokser takket være et stærkt, nordisk samarbejde. Læs, hvordan de nordiske lande kan opnå større resultater ved at samarbejde end ved at løse opgaverne hver for sig:
Norden bugner af innovation, vækst og samarbejde
Norden har vind, vand og viden nok til at føre an i sikker, grøn omstilling
Nordisk alliance kan give bedre behandling på tværs af landegrænser
Den nordiske madscene viser vejen til større sundhed, sikkerhed og samarbejde
Nordisk samarbejde giver friske øjne på dansk køkkenforretning
Nordiske bilkunder får nemmere hverdag med ny betalingsløsning
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]