Af:
Sanne Opstrup Wedel

Nordisk samarbejde giver friske øjne på dansk køkkenforretning

Den norske interiørdesigner Halvor Bakke har været med til at give danske JKE sin egen stemme i en branche, hvor man oftest kopierer hinanden. Impulser udefra er i dag en væsentlig del af JKEs succes.

Njordrum_hero

En køkkenvirksomhed er ikke bare en produktionsvirksomhed, som putter råvarer ind i den ene ende og spytter låger, lister og bordplader ud i den anden.

Det er også en innovationsfabrik, en tegnestue, et designbureau og et malerfirma – for blot at nævne nogle af de funktioner og delprocesser, der kræves fra idé til færdigt køkken.

Derfor har JKE, som siden 1970’erne har leveret køkkener til både danske, norske og svenske forbrugere, gennem tiden arbejdet sammen med en række forskellige designere og indretningsarkitekter.

- Hvis vi kun skulle tale med os selv, ville det hurtigt blive en meget nørdet samtale om at optimere bittesmå dele af køkkenet, så en låge åbner optimalt, eller et greb kan tåle at blive brugt igen og igen. Men når vi får øjne udefra med i processen, kommer vi helt op i helikopteren og får koblet de tanker på, som udgør en afgørende forskel for det færdige resultat; køkkenets rolle i vores hjem, teknologi, bæredygtighed og andre megatrends, som har stor indflydelse på, hvad der bliver vindende forretningskoncepter, forklarer Helle Fyllgraf, marketingdirektør i JKE.

Helle Fyllgraf
”Hvis jeg skulle have fat i en ny designer i morgen, ville jeg kigge på upcoming talenter f.eks. fra Danmarks næste klassiker for at få helt nye impulser,” siger Helle Fyllgraf, marketingdirektør i JKE.

Nye veje giver nye løsninger

De seneste ni år har JKE bl.a. samarbejdet med den norske interiørdesigner Halvor Bakke, som også er studievært på boligprogrammet Eventyrlig Oppussing (Eventyrlige ombygninger). Programmet går ud på at modernisere gamle norske hytter, der trænger til et løft, og her kom JKE i tidernes morgen med som køkkenleverandør. Siden udviklede samarbejdet sig, så Halvor Bakke i dag blandt andet hjælper JKE med design af nye køkkenmodeller og valg af nye farver og materialer. Eksempelvis er serien JKE Linoleum udviklet i samarbejde med Halvor Bakke, der også har været med i tilblivelsen af et vintagekøkken med en kombination af fyldningslåger, træskuffer og en ny salvie-farve.

- I vores branche går alle fagfolk til de samme inspirationsmesser og de samme trendkonferencer. Vi ser de samme butikskoncepter, de samme farver og de samme materialer. Derfor er vi nødt til at gøre noget andet, når vi udvikler vores signaturprodukter, hvis vi skal skille os ud, siger Helle Fyllgraf.

For at få et bredere perspektiv på innovationsprocessen, så den munder ud i produkter, der reelt skiller sig ud, har Helle Fyllgraf gennem alle årene prioriteret øjnene udefra frem for at have en intern designer.

- For os er den helt store gevinst, at vi på den måde blander input, baggrunde, synspunkter og styrker, så vi får et bredere perspektiv på vores nordiske designstil og derigennem finder vores særlige ståsted, forklarer hun.

For eksempel har samarbejdet med Halvor Bakke bidraget med et værdifuldt fokus på at skabe egne trends; en tilgang som JKE måske ikke selv ville have fået øje på eller turde at forfølge.

- Vi ser selvfølgelig altid på, hvad næste års trends handler om, men Halvor Bakke har hele vejen igennem slået på, hvor vigtigt det er, at vi skaber vores egen vej og stil hele vejen igennem. Den tilgang har gjort, at vi er lykkes med at skabe klassikere, frem for køkkener, der ofte skal skiftes ud, siger Helle Fyllgraf.

Halvor-Bakkes
Halvor Bakke fra boligprogrammet Eventyrlig Oppussing (Eventyrlige ombygninger) er et godt eksempel på værdien af nordisk samarbejde. Her er han i sit eget sommerhuskøkken.

Fusion mellem arkitektur, indretning og interiør

Samarbejdet med Halvor Bakke begyndte som nævnt med et makkerskab i boligprogrammet Eventyrlig Oppussing , som derefter udviklede sig. Og sådan har det faktisk også været med andre samarbejdspartnere, som JKE bruger: Lars Vejen fra Njordrum kontaktede JKE, fordi Njordrum, der har specialiseret sig i design og udvikling af præfabrikerede, modulære træhuse, havde brug for en køkkenmodel, der passede til deres huse. Det udviklede sig hen ad vejen til et større samarbejde, hvor Lars Vejen blandt andet tegnede køkkenmodellen Nordic Woodlands for JKE. Og med Heidi Reinholdt fra tegnestuen Reinholdt/Rud, som til at begynde med tegnede JKEs butikker, fordi det var hendes speciale; senere udviklede det sig til et samarbejde med hele tegnestuen.

- Tegnestuens fusion mellem arkitektur, indretning og interiør har vist sig at være utrolig stærk for os, fordi helhedsblikket giver os mulighed for at udvikle møbler, som vi tror på, bliver fremtidens klassikere. Vi ville ikke selv have fundet på så markante greb, som de har gjort, og det er blot ét eksempel på, at arkitekter og designere har andre hjerner end os, som er meget værdifulde i vores proces, siger Helle Fyllgraf.

Lars Vejen
Lars Vejen er en af de designere, som har bibragt JKEs designproces nye vinkler.

Godt håndværk og tidløst nordisk design

Når et nyt signaturprodukt skal udvikles hos JKE, begynder processen med dialog og brainstorm med designere omkring tendenser og strømninger samt farve- og materialevalg, der understøtter retningen. Dernæst begynder designerne at tænke, tegne og designe, samtidig med at JKEs Lab, som består af forhandlere fra Danmark, Norge og Sverige, også er med til at udvikle produktet og modne ideerne.

- Det er ikke en billig løsning. Det ville være langt billigere blot at kopiere dét, vi ser, bliver en succes på markedet. Alligevel ville jeg aldrig spare på den post, for vi får mangfoldige vinkler, vi ikke selv kan se, når vores samarbejdspartnere tænker design og funktion på én gang. Det giver reel kreativitet, som vi kan arbejde videre med. Det er ikke altid, at det lykkes, men de nye impulser kan guide os i en retning, hvor vi kan omsætte designtankerne til det, vi har brug for: Godt håndværk og tidløst nordisk design, siger Helle Fyllgraf.