I aldersgruppen 18–29 år er der fortsat en markant forskel på mænds og kvinders investeringsadfærd. Unge kvinder har i gennemsnit 65 procent af deres opsparing stående kontant, mens tallet for mænd ligger på 56 procent. Det betyder, at mændene investerer en større del af deres midler – 44 procent – mod kvindernes 35 procent.
Men her kommer det interessante: Når kvinder først investerer, gør de det på samme niveau som mænd. Blandt de aktive investorer i aldersgruppen har begge køn nemlig i gennemsnit investeret omkring 125.000 kroner. Forskellen ligger altså ikke i beløbet, men i hvor mange der tager springet – og hvornår.
Der er også en tydelig forskel på, hvordan de unge investerer – og her skiller kvinderne sig positivt ud. Kvinder vælger typisk investeringsfonde, hvor risikoen automatisk spredes på tværs af mange forskellige selskaber, brancher og ofte også lande. Mænd vælger derimod oftere enkeltaktier, hvor de satser på specifikke selskaber.
Hvad er fordelene ved fonde?
Får det første får du automatisk risikospredning. En enkelt fond kan indeholde hundredvis eller tusindvis af aktier, hvilket reducerer risikoen sammenlignet med at satse på få enkeltaktier. Så er der enkelheden i det. Du behøver ikke være ekspert i at analysere regnskaber eller følge markedet tæt. Fonden forvaltes professionelt.
Det lavere tidsforbrug er også en faktor, der tiltaler mange. Fordi det er en perfekt løsning, hvis man bare gerne vil investere fornuftigt uden at bruge timer på research. Og så er der en langsigtet stabilitet forbundet med investering i fonde. Den brede spredning giver typisk mere stabile afkast over tid.
Kvindernes præference for fonde afspejler en investeringsstrategi, som mange eksperter anbefaler – især for begyndere og dem med en langsigtet horisont.
Sådan kommer du i gang med fondsinvestering
Start småt – og start nu
Du behøver ikke være ekspert for at komme i gang. Mange fonde kræver kun et mindre beløb for at starte.
Vælg en bred investeringsforening
En global aktiefond eller indeksfond spreder automatisk risikoen og er perfekt for begyndere. Nordea tilbyder flere muligheder, der passer til forskellige risikoprofiler.
Automatisér dine investeringer
Opret en fast månedlig investering – selv små beløb kan gøre en stor forskel over tid takket være rentes rente-effekten.
Tal åbent om investering
Det er ofte nemmere at komme i gang, når man deler erfaringer med andre. Mange opdager, at investering er mindre kompliceret, end de troede.
Prisen ved at vente: Hvad koster det at lade pengene stå?
At investere er selvfølgelig aldrig uden risiko Men ikke at investere har også en pris. Har du for eksempel 50.000 kroner stående kontant i seks år, vil du kunne gå glip af næsten 25.000 kroner i potentielt afkast ved ikke at investere dem. Det skyldes både markedsafkastet og rentes rente-effekten – dvs. afkastet på det afkast, der allerede er tjent.
Stod pengene derimod kontant, ville de kun være steget med knap 500 kr. Og her er inflationen ikke medregnet. Fratrækker man inflationen, ville din købekraft være faldet med ca. 5.000 kr.
Uanset om vi investerer vores penge eller ej, er det fornuftigt at tage højde for inflationen. Inflation er et udtryk for, hvor meget priserne på forskellige varer og services løbende stiger. Ifølge Finans Danmarks forventninger ligger inflationen på 1,8% om året.*
Hvornår bør du vente med at investere?
Selvom investering på lang sigt kan være en fordel, er der situationer, hvor kontanter er bedre. Én situation er, hvis dine penge skal bruges inden for tre år. Kortsigtet opsparing hører hjemme på en konto. En anden situation er, hvis din opsparing er øremærket til for eksempel bolig eller rejse. En tredje situation er, hvis du ikke har en kontant buffer svarende til cirka tre måneders indtægt.
*Eksemplet er lavet ud fra en investering i globale aktier. Omkostninger er ikke fratrukket.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]