Det var, da Morten Bøgild for år tilbage arbejdede hos en stor bageovnsproducent og fik til opgave at give et bud på at spare energi på de kæmpestore gasfyrede ovne, at han virkelig forstod, hvor meget energi der reelt går til spilde, når en klump våd dej skal blive til en tør, sprød småkage.
- Da jeg stod der foran ovnen, blev det klart, at processen er 100 pct. spild af energi. Og når vi samtidig er i en skala, hvor der ryger fem ton våd småkagedej ind i sådan en ovn i timen, siger det sig selv, at det har kæmpe betydning, hvis energien i processen kunne optimeres, forklarer han.
Problemet ligger ikke i de kemiske processer, for det er under en halv procent af energien, der går til at ændre strukturen i molekylerne. Men den energi, der går til at fordampe vandet, så produktet kan tørre, er et kæmpe problem.
- I industrien skal vi fordampe utroligt meget vand ved utroligt høje temperaturer i forbindelse med fremstillingen af rigtig mange af de produkter, vi omgiver os med i hverdagen. Går vi i supermarkedet, så er pasta produceret i en industriel tørreproces, hvilket også gælder småkager, brød og instantkaffe. Fælles for dem alle er, at størstedelen af produkternes CO2-udledning ligger i tørreprocessen, fordi vand er så genstridigt at fordampe. Det kræver faktisk over 2 MW – eller lige så meget som en temmelig stor vindmølle – at fordampe én liter vand i sekundet, fortæller Morten Bøgild.
Går vi i supermarkedet, så er pasta produceret i en industriel tørreproces, hvilket også gælder småkager, brød og instantkaffe. Fælles for dem alle er, at størstedelen af produkternes CO2-udledning ligger i tørreprocessen, fordi vand er så genstridigt at fordampe.
Ny opfindelse sparer op til 80 pct. energi i industrien
Indtil nu er alt det vand, der fordamper i industriens tørreprocesser, blevet sendt ud af en skorsten og dermed gået til spilde. Men med hjælp fra sin gamle arbejdsplads har Morten Bøgild og to partnere, Jari Bendsen og Christoffer Bay, grundlagt virksomheden Circular Energy Systems, der er sat i verden for at løse lige netop dét problem.
Sammen har de opfundet en løsning, der sender vanddampen ind i en affugtningsmaskine i stedet for ud af skorstenen og op i den blå luft. Inde i affugtningsmaskinen bliver det vand, der fordamper ved tørreprocessen, trukket ud, og den luft, som nu er blevet tør, sendes retur ind i tørreprocessen.
Forklaringen kommer her.
Inde i affugteren sidder en varmeveksler, som køler luften fra tørreprocessen ned, hvorved vanddampen kondenseres til vand ved cirka 60 grader. Vandet løber derefter ud af maskinen og bruges igen f.eks. på industrivaskerier, som lige nu spilder omkring 7 pct. af deres vandforbrug, hvilket både koster en masse CO2 og en formue i afledningsafgift. Energien, som er opsamlet i affugtningsmaskinen, sendes over i en varmepumpe, der derefter varmer luften fra tørreprocessen op til 250 grader, som en industriel tørreproces kan kræve. For selv om vand fordamper ved 100 grader, så ligger en industriel tørreproces på 150-250 grader, fordi det går hurtigere, men altså også er langt mere energikrævende. Samlet set giver processen en energibesparelse på op til 80 pct., fordi al den energi, der bruges til at fordampe vandet, kommer retur igen og bliver genbrugt. Så al den spildenergi, der før blev sendt ud af skorstenen, driver nu fordampningen igen og igen i et uendeligt loop, hvor den eneste energitilførsel er gennem varmepumpen.
- Grundlæggende fungerer systemet som en luft til vand-varmepumpe til dit hus, hvor kilden til din varme inde i huset er den kolde luft udenfor, der f.eks. er 5 grader, og som du gerne vil have op på f.eks. 65 grader til din radiator. Varmeenergien fra luften overføres til et kølemiddel i en varmeveksler. Kølemidlet komprimeres i kompressoren for at øge temperaturen og omdanne den absorberede varmeenergi til vand med højere temperatur, og det er samme slags proces her, forklarer Morten Bøgild.
Reel grøn omstilling kræver energioptimering
Det rummer store perspektiver, at Circular Energy Systems’ løsning kan realisere en samlet energibesparelse ude ved slutbrugere som f.eks. industrivaskerier eller -bagerier på op til 80 pct. For kun ved at spare energi dér, får vi et fundament for at lave reel grøn omstilling.
- Indtil nu har industrien brugt fossile brændsler til tørreprocessen. Alternativet er at bruge el eller Power- to-X (PtX). Men hvis alle de MW af gas, som industrien bruger i dag, skal over på el, ville vores elnet skulle udbygges seks gange, og det er ikke realistisk. Og med PtX er det endnu værre. Derfor er det helt afgørende, at vi energioptimerer, inden vi skifter brændsel, forklarer Morten Bøgild.
For at levere 1 MW varme skal Circular Energy Systems’ system bruge mindre end 0,5 MW energi. Elopvarmede processer skal bruge 1 MW og PtX skal bruge 2 MW pga. termodynamiske tab. Så omstillingen vil med andre ord tage dobbelt så lang tid med el og fire gange så lang tid med PtX – med øgede omkostninger for samfundet til følge.
- Tager vi PtX vil det sige, at der skal bruges fire gange så mange vindmøller, hvilket giver fire gange så høje omkostninger og tager fire gange så lang tid. Så hvis ikke vi tænker effektivitet, inden vi tænker bæredygtige brændsler, bliver det rigtig dyrt og tager alt for lang tid at lave et CO2-neutralt samfund, siger Morten Bøgild.
Samfundsdebat skal favne energiforbruget
Derfor ærgrer det ham også, at samfundsdebatten stort set kun handler om energiforsyning og ikke om, hvad der sker ude ved slutbrugeren.
- I mange år har der med mantraet Den grønneste energi er den, vi ikke bruger været fokus på at spare på energien ved at efterisolere bygninger og skifte gamle pumper og vinduer. Men nu taler vi stort set kun om at skifte fra gas til el eller PtX, selv om vi kan lave en hurtigere, billigere og mere realistisk transition af samfundet, hvis vi sparer energien ude ved slutbrugeren, inden energiforsyningen laves om. Så jeg håber virkelig, at vi hen ad vejen kan udbrede viden om, at der bestemt er brug for flere energisparetiltag for overhovedet at lykkes med den grønne omstilling, siger Morten Bøgild.
Han er helt klar over, at Circular Energy Systems justerer på noget, der kun udgør 2 pct. af industriens omsætning, men 90 pct. af CO2-udledningen. Men han håber, at tankerne bag systemet vil vinde mere og mere indpas, efterhånden som kravene til klimarapportering stiger, så Circular Energy Systems inden 2030 har sørget for, at 100.000 ton CO2 ikke er blevet udledt.
- Det er dét, vi går efter, siger han.
Omtale af selskaber og/eller sektorer i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]