Når Thomas Eriksson løber ind i et problem, løser han det med den samme tankegang, som Sakichi Toyoda brugte, da han for snart hundred år siden satte sig for at løse Toyotas forretningskrise permanent.
Han spørger: Hvorfor?
- Verden spørger tit hvordan og alt for lidt hvorfor. For når vi spørger, hvordan vi kan løse et problem, så sætter vi kun et plaster på såret, der irriterer vores bevægelsesfrihed og ikke forhindrer, at såret springer op igen. Men spørger vi hvorfor, så har vi mulighed for at forstå problemets grundlæggende årsag; og ud fra det at finde et modtræk, der løser problemet én gang for alle, forklarer Thomas Eriksson.
Tankegangen har gjort ham til direktør i softwarevirksomheden Sasha, en forkortelse for Safe Share. En startup, som på halvandet år er braget verden rundt med en teknologi, der kan bekæmpe billedmisbrug og styrke vores digitale rettigheder.
Det vidste Thomas Eriksson dog ikke, da han stillede sig selv det første hvorfor-spørgsmål? Dengang var han bare forfærdet over, at en veninde var blevet krænket af sin ekskæreste, som havde delt intime billeder af hende på nettet – og blev ved med at gøre det. Igen og igen.
- Jeg var overbevist om, at der måtte være en app, som kunne løse det her. Men jeg fandt ingenting. Det eneste, jeg fandt ud var, at problemet er gigantisk. Alene i USA er der 45 millioner registrerede krænkelser, og man forventer, at tallet er fem-ti gange højere, fordi mange af dem, der bliver krænket, er flove og derfor ikke anmelder sagerne, fortæller Thomas Eriksson.
Det bakkes op af en dansk undersøgelse af børn og unges oplevelser med digitale krænkelser, som Rambøll foretog for Red Barnet i 2021. Den viste, at 42 pct. af børn og unge har haft ubehagelige oplevelser med digitale krænkelser som f.eks. deling af intime videoer og kontakt fra fremmede voksne. Næsten hver femte vælger ikke at fortælle nogen om deres ubehagelige oplevelse – bl.a. fordi de giver sig selv skylden. Og i en rapport fra PlanBørnefonden, der bygger på interviews med 14.000 piger i 31 lande, havde hver anden pige mellem 15 og 25 år været udsat for online chikane (2020). 42 procent af pigerne oplever lavt selvværd og har svært ved at stole på andre, når de har oplevet online chikane. én ud af fire piger føler sig fysisk utrygge, når de har været udsat for online chikane.
Misforholdet mellem få konsekvenser online og mange konsekvenser i den virkelige verden, ledte mig på sporet af løsningen: At skabe en konsekvens af digitalt billedmisbrug og at lette arbejdsbyrden for dem, der skal håndhæve konsekvensen.
Patent på ny teknologi
Problemet nagede Thomas Eriksson et par måneder, og til sidst besluttede han sig for at tage en weekend i sommerhus og finde ud af, om han kunne gøre noget. Hvis ikke, så havde han i det mindste prøvet.
- Jeg sov ikke i to dage. Men søndag nat kom en ide til mig, da jeg stillede det hvorfor-spørgsmål, som rykkede det hele på plads i mit hoved: Hvorfor opfører folk sig så afskyeligt på nettet, men ikke ude i virkeligheden? fortæller han.
Det nemme svar er: For så bliver de anholdt, får en bøde eller kommer i fængsel. Knapt så nemt er det at svare på, hvad vi skal gøre ved det.
- Misforholdet mellem få konsekvenser online og mange konsekvenser i den virkelige verden, ledte mig på sporet af løsningen: At skabe en konsekvens af digitalt billedmisbrug og at lette arbejdsbyrden for dem, der skal håndhæve konsekvensen. Og da jeg ringede til en bekendt, som jeg tidligere har sparret med om forskellige ideer, og som er ekspert på området, vidste jeg, jeg havde fat i noget. For han sagde, at jeg skulle sige mit job op og søge patent på ideen, husker Thomas Eriksson.
Fuld beskyttelse – også af brugerens privatliv
Han er serieiværksætter og vant til at se tingene fra skæve vinkler, men da han havde fundet løsningen, kunne han næsten ikke selv tro det. For efterhånden er der nærmest ikke nogen teknologi, som ikke allerede er opfundet. Men her sad han i sit sommerhus med konturerne af en opfindelse, som kan beskytte digitale billeder på fire vigtige måder: Teknologien beviser ejerskabet (fortæller hvem der ejer billedet). Den sikrer bevisbyrden (fortæller hvem, der har delt billedet). Teknologien fungerer på smartphone (den kan bruges af alle og kræver ikke særlig IT-viden), og teknologien opfylder GDPR (det er ikke nødvendigt at dele billedet med Sashas teknologiplatform for at beskytte det – det sker, uden at billedet forlader dit device, hvilket sikrer komplet privatliv for brugeren, der selvfølgelig ikke ønsker at sende f.eks. et nøgenbillede til en tech-platform).
- Muligheden for at stoppe misbrug af billeder online en gang for alle er blevet taget overvældende godt imod, fortæller Thomas Eriksson, der har været verden rundt, bl.a. hos de store tech-huse og til et lukket møde i LA med verdens 70 største licensdirektører fra f.eks. Disney, Universal og Paramount, som har til opgave at sikre copyright på film og tv.
- De er alle blown away over, at vi kan beskytte billeder uden at se eller gemme dem, og at teknologien både kan beskytte private og offentlige billeder – også hvis billederne er manipulerede af f.eks. AI. Dermed kan vi afsløre identitetstyveri, falske profiler og digitale krænkelser, så det bliver muligt at stille krænkerne til ansvar, hvilket er stort set umuligt i dag, forklarer han.
Hvorfor opfører folk sig så afskyeligt på nettet, men ikke ude i virkeligheden?
Nyt lovgivning hjælper missionen på vej
For nylig er der dog kommet et officielt lys i mørket med vedtagelsen af EU's Digital Service Act (DSA), der trådte i kraft i februar. Forordningen fastlægger regler for bl.a. onlineplatformes forpligtelser og ansvar for indhold med en hidtil uset hård sanktion: Bøder på op til 6 pct. af deres omsætning og eksklusion fra det europæiske marked, som har over 45 mio. brugere.
- Nu skal virksomhederne gøre alt, hvad de kan, for at afbøde problemerne. Og kommer der en teknologi, der kan mindske misbrug, skal de bruge den, fortæller Thomas Eriksson, som har besøgt den embedsmand fra Margrethe Vestagers kontor i Bruxelles, der har været med til at lave DSA.
- Han er mest stolt af, at han har fået teknologien med ind i loven, for som han sagde: "Hver gang, vi lovgiver, bevæger teknologien sig, og så er loven hurtigt utidssvarende". Det siger sig selv, at det stiller os et rigtig godt sted, og det glæder jeg mig meget til at udforske, siger Thomas Eriksson, der er dybt taknemmelig for den rejse, han har været på det sidste halvandet år.
- Der er mennesker på mit kontor, som kan få arbejde, hvor de vil, til en langt bedre løn. Alligevel vælger de at arbejde for den her mission, og det er så fantastisk, at jeg ikke har ord for det. Jeg håber bare, at vi sammen kan genskabe trygheden på nettet for alle – uanset hvem de er.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]