De fleste vil være enige i, at en ejendoms værdi og levetid er direkte afhængig af et solidt fundament, der overfører bygningens vægt til jorden, sikrer stabilitet og modstår fugt. Et defekt fundament fører til alvorlige sætningsskader, revner i murværket og store renoveringsudgifter.
- Selv det flotteste hus kan hurtigt få alvorlige problemer, hvis fundamentet ikke er i orden, så det er uden tvivl den allervigtigste fase i ethvert byggeprojekt. Sådan er det også, når vi investerer. Og derfor er det lidt skræmmende at se, hvordan mange danskere investerer, siger Lars-Kristian Olsen, investeringsekspert hos Nordea.
Spredning er stadig redning
Ifølge en analyse, som Dansk Aktionærforening har foretaget blandt sine medlemmer, er privatinvestorernes fem favoritaktier Novo Nordisk, GN Store Nord, NKT, DSV og Pandora. Forestiller vi os en portefølje udelukkende bestående af disse fem enkeltaktier, ville vi som investorer sidste år have fået et negativt afkast på minus 8,25 procent, mens det globale aktiemarked gav et positivt afkast på 9 procent i danske kroner* i samme periode.
- Det er en voldsom forskel og desværre en tendens, vi har set igen og igen de senere år, konstaterer Lars-Kristian Olsen.
Han elsker selv aktier. Aktier er interessante, fordi vi bliver belønnet for at tage en risiko over tid. Og hvis ikke det var sådan, ville ingen stifte virksomheder, og vi ville alle købe statsobligationer.
- Men vi skal blive bedre til at sprede vores investeringer. Ikke kun ud over danske aktier, men over hele verden, siger han.
Det er ikke mindst relevant for alle de nye investorer, der er kommet ind på aktiemarkedet de senere år.
- Mange unge er begyndt at investere, hvilket er fantastisk. Det giver også god mening, at mange førstegangsinvestorer på 18 til 29 år på tværs af køn vælger danske aktier som deres første investering. For de repræsenterer brands, vi kender, og produkter vi bruger i hverdagen – lige fra en øl fra Carlsberg til et smykke fra Pandora. Dermed skaber de også en tryghed i et investeringsunivers, som er nyt og måske lidt skræmmende for de fleste. Men hvis vi vælger at starte op alene på danske enkeltaktier, risikerer vi at komme galt af sted fra begyndelsen, siger Lars-Kristian Olsen.
Selv det flotteste hus kan hurtigt få alvorlige problemer, hvis fundamentet ikke er i orden, så det er uden tvivl den allervigtigste fase i ethvert byggeprojekt. Sådan er det også, når vi investerer.
Private investorer køber ofte aktier med bind for øjnene
Derfor opfordrer han til, at vi ser på investering på samme måde som at købe et hus; det er det grå, kedelige betonfundament nede i jorden, der skal bære alt det flotte, vi laver over jorden.
- Når vi taler investering, er fonde det grå og kedelige, som måske ikke er så supersexet, men som er det solide fundament, der sikrer, at mine investeringer står solidt i stormvejr. De spreder min risiko og giver den nødvendige stabilitet, så jeg kan lægge en eller flere enkeltaktier ovenpå, uden at det rykker tæppet væk under muligheden for at bygge en formue over tid, forklarer Lars-Kristian Olsen.
Derfor er det ifølge investeringseksperten også paradoksalt, at rigtig mange danskere forsøger at regne markedet ud på egen hånd. Tag eksempelvis Novo Nordisk. På tværs af alle Nordeas både forretningsområder og handelskanaler er det suverænt det papir, der bliver købt mest – også de dage, hvor Novo-aktien er faldet rigtig meget.
Så selv om de finansielle markeder, der har adgang til al data – hvordan pipelinen hos Novo og den største konkurrent, Eli Lily, ser ud, hvilke tilskudsmuligheder der er fra de amerikanske politikere til Novos produkter, og hvordan global fedme udvikler sig over de næste 20 år – smider aktierne, så køber de private danske investorer på livet løs.
- Der er en årsag til, at vi ser kursbevægelser på Børsen, og derfor er det foruroligende, at private investorer typisk kun bruger seks minutter på at researche aktier, før de køber dem, og ofte baserer deres køb på kursudviklingen de seneste 12-24 timer. For det er en risikabel strategi at prøve at regne markedet ud, fastslår han.
Mange unge er begyndt at investere, hvilket er fantastisk. Det giver også god mening, at mange førstegangsinvestorer på 18 til 29 år på tværs af køn vælger danske aktier som deres første investering. For de repræsenterer brands, vi kender, og produkter vi bruger i hverdagen.
Vær varsom med de faldende knive
Vælger du at investere i enkeltaktier, er det vigtigt, at du passer på de faldende knive i aktiemarkedet; dvs. en aktie, du tror, du kan gribe under eller efter et fald, fordi den nu har nået bunden, men som så viser sig at falde endnu mere. Det kan være hæderkronede danske selskaber, som vi tror, vi kender, fordi de er velrenommerede, tjener vanvittigt mange penge og måske er verdensberømte for deres produkter, som mange i verden har brug for.
- Det har bare intet at gøre med, om disse virksomheder er en god investeringscase, for her er det eneste, der tæller: Er regnskaber og forventninger til fremtiden gode nok? Fx har mange private danske investorer en høj koncentration af danske aktier, der de senere år har klaret sig dårligere end det globale aktiemarked. Så vi må koble følelserne fra og fornuften til, siger Lars-Kristian Olsen og tilføjer:
- Vi ved jo godt, at hvis vi instinktivt forsøger at gribe husets skarpeste kniv, når den ryger ned fra køkkenbordet, så er der ofte blod bagefter. Det er faktisk præcist det samme, som vi ser på aktiemarkedet. For der er typisk en årsag til, at aktier falder, og derfor skal vi være opmærksomme, hvis vi sidder derhjemme ved køkkenbordet og tænker, at vi godt kan nå at gribe dem.
Derfor opfordrer Lars-Kristian Olsen til, at vi spreder vores risiko ved at investere i fonde – også gerne som månedsopsparing, fordi vi så investerer helt automatisk. Og når dette stabile fundament er bygget, kan vi eventuelt lægge lidt enkeltaktier ovenpå.
- Det sikrer, at hele huset ikke braser sammen, hvis det skulle gå dårligt for de specifikke virksomheder, vi har kastet vores penge efter, afslutter han.
*Ifølge aktieindekset MSCI All Country World Index, der er designet til at måle aktieafkast på de globale aktiemarkeder. Indekset repræsenterer aktuelt 23 udviklede lande og 24 Emerging Markets lande og består af knap 3.000 virksomheder.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]