Af:
Sanne Opstrup Wedel

Tømrermester og Talent 100-profil værner om sine kerneværdier og medarbejdere

Tømrer Anders Hartvig har bygget sin virksomhed af struktur, ordentlighed og kvalitet. Det har givet ham 80 ansatte og økonomisk succes. Men selv er han mest optaget af fællesskab og faglig stolthed.

Tømrer bruger en tømrervinkel og en blyant til at afmærke en liste, der skal skæres.

Det kunne være gået mange veje for Anders Hartvig.

I folkeskolen kunne han aldrig sidde stille. Han ville hellere ud at bruge sine arme og ben og stak ofte af eller lavede ballade for at komme væk fra dét, der på ingen måde huede ham: At skulle sidde på sin bagdel og læse ting, han ikke forstod eller interesserede sig for.

- Jeg var en krudtugle, og hver skoledag var sådan set bare noget, der skulle overstås. Men jeg har altid vidst, hvad der var rigtigt og forkert, fortæller Anders Hartvig.

Måske er det derfor, at små afveje og vildveje med lidt ballade hist og her aldrig for alvor blev et problem.

For gennem alle årene dyrkede han ishockey og blev bakket op af sine forældre, og det lærte ham noget meget vigtigt; at blive ved, og at andre regner med ham.

- Sporten var med til at give mig noget struktur, som holdt mig på stien; her lærte jeg disciplin og at yde mit bedste, selv i modgang. Og så har min familie altid været der; hver dag holdt min mor eller far klar i bilen til at køre mig til træning, og det lærte mig værdien af at kunne regne med hinanden, siger Anders Hartvig, der, siden han var lille, har villet være tømrer som sin far.

Anders Hartvig
35-årige Anders Hartvig grundlagde sin virksomhed med én kunde, en lille sportsvogn og 10.000 kr. på kontoen. I dag står han i spidsen for 80 medarbejdere.

Uddannelse har gjort stor forskel

Som 12-årig stod han på byggepladsen. Og da han efter folkeskolen kunne træffe sit første selvstændige valg omkring uddannelse, gik han i tømrerlære hos en mester i Værløse og stod færdigudlært som 19-årig midt under finanskrisen. Hans mester havde ikke så meget at lave, og da en bekendt skulle have renoveret et rækkehus og spurgte, om Anders ville hjælpe til i to til tre måneder, sprang han til.

- Jeg var jo vant til lærlingeløn, og undervejs i min læretid havde jeg haft tanker om at starte selv, så jeg tænkte, "hvor galt kan det gå?" Så lige inden min svendeprøve gik jeg i gang med en lille sportsvogn og 10.000 kr. på kontoen, fortæller Anders Hartvig, der dengang lige var flyttet sammen med sin kæreste Christina i deres første fælles lejlighed.

I dag, 35 år gammel, er han forlovet med Christina og sammen har de to børn på syv og fire. Og så står han i spidsen for Hartvig Gruppen A/S med flere priser i værktøjsbæltet; senest anerkendelsen som en af Danmarks mest lovende erhvervsprofiler udvalgt til Berlingskes Talent 100 2025.

- Det har reddet mig at få en uddannelse, og læren om at blive ved og være der for hinanden har jeg taget med over i min virksomhed. Derfor er det vigtigste for mig faglig stolthed og fællesskab, som jeg vægter højere end gazelle- og talentpriser, siger Anders Hartvig.

Jeg var aldrig kommet ind på den helt rette sti, hvis ikke min mester havde givet mig chancen. Derfor betyder det meget for mig, at næsten 15 pct. af mine ansatte er lærlinge.

Anders Hartvig, leder af Hartvig Gruppen A/S

Faglig stolthed

Den faglige stolthed viser sig på flere måder, men uanset hvordan så gennemsyrer ordentlighed, struktur og kvalitet alle beslutninger og arbejdsformer.

- Alt, hvad jeg laver, skal være i orden. Det er lige fra at rede min seng, inden jeg tager hjemmefra, til at holde orden på mit skrivebord, hvor jeg helst vil have, at min kuglepen og lommeregner altid ligger samme sted. Der ligger ikke noget og flyder, og sådan driver jeg også min virksomhed, fortæller Anders Hartvig.

Det betyder bl.a., at medarbejderne er ens i tøjet, at værktøjet er nyt, og at bilerne står pænt. Det betyder også, at medarbejderne altid ringer på hos kunden præcist kl. 7, hilser pænt og tager skoene af – også selv om kunden ikke forventer det. Står det til Anders Hartvig, er der heller ikke noget med at sukke en cigaret lige uden for døren og begynde arbejdet med at sende tobaksånde i hovedet på kunden.

- Sådan har jeg ønsket det, lige fra jeg fik min første private kunde, som i løbet af det første år blev til så mange flere, at jeg måtte ansætte min første medarbejder, fortæller han.

Siden udvidede kundeskaren sig bl.a. til forsikringsselskaber, som udgør 70 pct. af omsætningen i dag, hvor medarbejderskaren er vokset til 80 og tæller både projektledere, afdelingschefer og håndværkere fordelt på tømrere, snedkere, murere, malere og gulvslibere.

- Det tiltaler mig, at forsikringskunder som regel stiller meget høje krav til hastighed og kvalitet, for så skal vi levere på et højt håndværksmæssigt niveau for at gøre kunden tilfreds. Men vi skal også levere knivskarpt på processen for at gøre forsikringsselskaberne tilfredse, for de benchmarker os mod konkurrenterne og kræver et effektivt arbejdsflow; vi ringer til kunderne inden for en time, står derude inden for tre dage og igangsætter arbejdet inden for fem-syv dage. Men faktisk fungerer den struktur så godt, at jeg har overført den til alle vores andre opgaver – uanset hvilken kunde der er tale om, fortæller Anders Hartvig.

Det har reddet mig at få en uddannelse, og læren om at blive ved og være der for hinanden har jeg taget med over i min virksomhed. Derfor er det vigtigste for mig faglig stolthed og fællesskab, som jeg vægter højere end gazelle- og talentpriser.

Anders Hartvig, leder af Hartvig Gruppen A/S

… og fællesskab

Derfor er han også allermest stolt, når han hører fra kunder, nære relationer eller nogle, han møder på gaden, at hans medarbejdere har ydet en service ud over det sædvanlige. Og den ærekærhed bringer han også videre, når han uddanner lærlinge, som er endnu et kardinalpunkt for ham.

- Jeg var aldrig kommet ind på den helt rette sti, hvis ikke min mester havde givet mig chancen. Derfor betyder det meget for mig, at næsten 15 pct. af mine ansatte er lærlinge. Og endnu mere når vi kan tage dem, der har lidt krudt bagi og give dem et stærkt fundament at komme videre på. Derfor varmede det også ekstra meget, da vores lærling Andreas sidste år vandt Årets Lærlingepris, siger han.

Uanset hvem de er, eller hvad de kommer med, skal de unge mennesker være en del af det fællesskab, som er Anders Hartvigs’ anden kæphest.

- Op til de 15 ansatte var vi som en familie, hvor jeg lavede pariserbøf til drengene derhjemme en gang om måneden, når de kom hjem fra kunderne. Nu har vi medarbejderklubber, lærlingeklubber, julefrokoster, sommerfester og fredagsbar, hvor folk ses på kryds og tværs. Jeg sørger ikke for det, men jeg sørger for, at rammerne er til stede, og det er meget vigtigt for mig, fortæller Anders Hartvig, der ville gøre det hele igen.

- Du griner, græder og sveder på en rejse som min. Men det har været det hele værd. Og selv om anerkendelse udefra ikke er det væsentligste for mig, så er jeg glad for, at os med en håndværksmæssig baggrund også bliver set som talenter i erhvervslivet. For der er jo brug for os alle sammen. Vi skal bare have chancen, afslutter han.