Når Andreas Escherich Holkjær står et sted på den sjællandske nordkyst i waders og fisker med sin far, uden at de behøver sige noget til hinanden, har han det allerbedst. I stilheden med kig ud over vandet og sin fars nærvær ved hånden, får han ladet batterierne op.
Og det kan der være brug for, når man, som Andreas Escherich Holkjær, har et job, der hele tiden kræver kommunikation og samvær med andre.
- Det er lidt sjovt, at jeg har en stilling og en karriere, som jeg er meget glad for, der går ud på at danne relationer med andre mennesker, når jeg i virkeligheden er meget introvert. Jeg tror, at jeg kan få det til at fungere, fordi jeg har lært at være ekstrovert, når det kræves, og i øvrigt har et privatliv i balance. For det gør, at jeg godt kan bruge en masse social kapital på arbejdet og så blive ladet op igen, når jeg kommer hjem, funderer Andreas Escherich Holkjær.
Helhedsblik på forretningen
Han er 35 år og ansat som Head of Investor Relations i FLSmidth, hvor han har været i snart to år efter at have arbejdet i både store og små børsnoterede selskaber. FLSmidth, der blev grundlagt i 1882, har i mange år været leverandør af udstyr og serviceydelser til mine- og cementindustrien, men for ganske nylig frasolgte virksomheden sin cementforretning.
Frasalget er et led i en omfattende transformation af den 143 år gamle virksomhed, der tidligere ikke har været særligt vellidt på aktiemarkedet, fordi den lovede mere, end den kunne levere. Transformationen, som begyndte et halvt års tid før Andreas Escherich Holkjær blev en del af investor relations teamet, går kort sagt ud på at gå fra at være en projektforretning til at blive en produkt- og serviceforretning. Og dette nybrud har Andreas Escherich Holkjær nu i halvandet år haft til opgave at forklare til aktiemarkedet.
- De investorer, der tænker langsigtet, vil gerne vide, hvordan virksomheden fungerer både kommercielt, strategisk og organisatorisk. Skal jeg kunne formidle det på et oplyst grundlag, er jeg nødt til at vide lidt om alting i forretningen. Det er ikke et privilegium, man har i mange stillinger, hvor man hurtigt kommer til at fokusere på sin egen rolle. Men her er jeg nødt til at forholde mig til hele forretningen, og det kan jeg enormt godt lide, fortæller han.
Når jeg går ind i et møde, er min tilgang, at jeg ikke den klogeste, og derfor lytter jeg altid til, hvad andre siger og søger at få input fra alle.
Fra projekter til produkter
Så når FLSmidth har besluttet sig for ikke længere at tage store projektopgaver på sig, fordi de meget ofte indeholder produkter og ydelser, der ikke har noget med FLSmidths egen forretning at gøre, er det Andreas Escherich Holkjærs opgave at kommunikere det på en hurtig og letforståelig måde til et krævende og intelligent publikum.
- Vi skal gøre det, vi er dygtige til, i stedet for at have ansvar for andres ydelser. Før i tiden tog vi ofte enorme projektopgaver på os, som krævede, at vi indgik kontrakter med tredjeparter. Det indebar en stor risiko for os, som vi ikke blev kompenseret for økonomisk, og derfor har vi skåret kraftigt ned på tredjepartsaftaler i vores kontrakter. I stedet fokuserer vi på at sælge specifikke produkter og ikke mindst at servicere dem, forklarer Andreas Escherich Holkjær med henvisning til den del af værdikæden, som FLSmidth er ekspert i at levere til, nemlig såkaldt mineral processing.
- Det betyder, at vi tager en stor sten og gør den til en meget lille sten, hvorefter det værdifulde materiale skilles fra restproduktet. I minedriften trækker man altså metaller og mineraler ud af den malm, man graver op af jorden, og i den proces er der brug for en række produkter, som vi sælger og servicerer. Bl.a. store knusemaskiner, der knuser store sten i begyndelsen af processen, samt en række møller, der fungerer som store tørretumblere, hvor stenene senere slynges rundt i og knuses, fortæller han.
Kommunikation i øjenhøjde
For mange i Andreas Escherich Holkjærs stol kunne fortællingen stoppe dér, men for Andreas Escherich Holkjær er det kun halvdelen af opgaven. For en værdiskabende kommunikation til aktiemarkedet kræver, at han har et stærkt netværk internt i forretningen, så han ved, hvor han skal gå hen for at få bestemte informationer, og så hans kollegaer er villige til at give ham informationerne, når han skal bruge dem.
- Det er selv sagt ikke alle i en forretning som vores, der ved, hvad jeg laver, eller hvorfor det er vigtigt, når jeg kommer og spørger om et regneark til at forklare noget til aktiemarkedet. Derfor prøver jeg altid at komme i øjenhøjde med mine kollegaer og formidle, hvorfor det, jeg beder om, har betydning. For mig er en stor del af den samtale, at jeg er ydmyg og nysgerrig i forhold til, hvad mine kollegaer laver, hvilke udfordringer, de oplever i dagligdagen, og hvordan jeg eventuelt kan hjælpe med at løse dem, siger han.
Dén evne besidder Andreas Escherich Holkjær i en grad, så han efter ét år blev forfremmet fra medarbejder i til leder af Investor Relations-teamet og nu også er kommet på årets Talent 100-liste.
- Jeg kom fra at være IR-chef i en mindre virksomhed til at være medarbejder i teamet hos FLSmidth, hvilket mange undrede sig over. Men for mig var det vigtigt først at lære en så stor virksomhed godt at kende; og ikke partout at være chef, forklarer han.
Det er lidt sjovt, at jeg har en stilling, der går ud på at danne relationer med andre mennesker, når jeg i virkeligheden er meget introvert. Jeg tror, at jeg kan få det til at fungere, fordi jeg har lært at være ekstrovert, når det kræves.
Stejl læringskurve
I de forløbne to år har Andreas Escherich Holkjær, der bor på Frederiksberg med sin forlovede, haft en stejl læringskurve i en situation, hvor virksomheden på to og et halvt år har transformeret sig i et tempo, som de fleste bruger syv til otte år på at gennemføre.
- Det er gået rigtig stærkt, men fra dag ét er jeg blevet båret igennem af mine stærke interne netværk, som har givet mig en uvurderlig forståelse for, hvordan virksomheden fungerer. Når jeg går ind i et møde, er min tilgang, at jeg ikke den klogeste, og derfor lytter jeg altid til, hvad andre siger og søger at få input fra alle, siger Andreas Escherich Holkjær, der desuden – også med andres ord – har et ekstraordinært drive.
- Mit arbejde er sindssygt spændende, og så kommer en hel del af sig selv. Men måske skyldes det også, at jeg har en fortid som elitesvømmer, som har givet mig gåpåmod og en evne til ikke at give op, blot fordi tingene bliver lidt svære, fortæller Andreas Escherich Holkjær, der ikke har noget imod at have lange dage, men også har lært, at virksomheden ikke brænder ned, hvis han ikke besvarer en mail kl. 22.
- Jeg har prøvet at have stress og kender i dag mig selv godt nok til at vide, hvornår jeg skal korrigere noget, hvis jeg mangler energi. Så kan det gøre godt med en fisketur, siger han.
Omtale af lande, selskaber, emner og/eller fonde i dette materiale skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest, og oplysningerne i materialet kan ikke erstatte professionel og personlig rådgivning. Materialet er udelukkende til inspiration, og er ikke et udtryk for hvad vores fonde investerer i, medmindre andet er angivet. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. Nordea Invest Magasinets skribenter tilstræber, at oplysningerne i dette materiale er korrekt og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Invest påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette materiale. Oplysningerne er gældende på udgivelsesdatoen og kan ændres. Redaktionen kan kontaktes på [email protected]