Af:
Thomas Bjerg

Aktivt ejerskab: Spilproducent skal sikre arbejdsmiljøet

Spilproducenten Activision Blizzard retter op efter beskyldninger om seksuel chikane og et giftigt arbejdsmiljø. Virksomheden indgår i Stars-fonde, og selv om Activision Blizzard har forbedret sig, ønsker vores ESG team, at selskabet sætter mere forpligtende mål og indfører processer for whistleblowere.

Gaming

Kreativiteten fejler ikke noget hos en af verdens største spiludbydere Activision Blizzard, som med blandt andet det storsælgende videospil World of Warcraft løbende opfinder grafiske verdener med ekstremt varierede landskaber og væsener.

Men arbejdsmiljøet, især i det kreative team, har været mandsdomineret og giftigt med sager om seksuel og racistisk chikane. Det kom frem i 2021, og derfor er Nordea Asset Management (NAM) gået i kritisk dialog med virksomheden. Den indgår i flere af Nordeas fonde med fokus på bæredygtighed, bl.a. Nordea Invest Global Stars og Nordea Invest North American Stars.

- Selskabet er ledende og et interessant eksempel fra spil - og underholdningsbranchen, som skaber store værdier med en begrænset klimapåvirkning og brug af naturressourcer. Men da vi så anklager om seksuel chikane og racistiske udtalelser, måtte vi grave dybere i, hvad der er op og ned i selskabet, siger Rikke Berg Jacobsen, som leder ESG Product Research under NAM’s team for ansvarlige investeringer.

ESG står for miljø, sociale forhold og selskabsledelse.

Rikke-Berg-Jacobsen
Rikke Berg Jacobsen er leder af ESG Product Research i Nordea Asset Management.

Siden november 2021 har NAM holdt tre møder med repræsentanter for Activision Blizzard. Her har NAM blandt andet stillet krav om, at selskabet rapporterer mere åbent og omfattende om whistleblower-tilfælde og sikrer en bedre håndtering af sager, som er rejst i anonyme kanaler.  

Rikke Berg Jacobsen kalder det et godt eksempel på et engagement, hvor NAM lægger pres på selskabet for at få det til at efterleve verdensmål om bæredygtighed og social ansvarlighed.

Sagsøgt efter sager om seksuel chikane og diskrimination

I juli 2021 sagsøgte en californisk myndighed selskabet efter to års efterforskning, der viste et giftigt arbejdsmiljø med sager om seksuel chikane og diskrimination. Problemerne var størst i den kreative afdeling, der havde fået lov at køre uafhængigt af virksomhedens HR-politikker.

- Selskabet blev beskyldt for at tysse sager ned og undlade at gøre noget ved dem. Vi vil nu se beviser for, at de tager hånd om sagerne, og at det får effekt på ledelsen. Derfor kræver vi, at de rapporterer åbent på chikanesager, ligesom vi vil vide, hvordan de håndterer whistleblowere, siger Rikke Berg Jacobsen.

Hun forklarer, at spilindustrien er mandsdomineret med få kvindelige ansatte, typisk omkring ti procent.

- Industrien har en lav diversitet med få kvinder, og det gør, at kvinderne ofte ikke føler sig sikre. Mange erfarne og kompetente medarbejdere har forladt selskabet på grund af sagerne og arbejdsmiljøet, og vi er bekymrede for, om de mister deres talenter og dermed evnen til at lancere nye spil. Vi vil have en stærk politik for diversitet, ligesom vi har engageret os ret stærkt i ligestilling. Der har også været anklager om, at kvinder ikke bliver betalt det samme som mandlige kolleger. Det er selvfølgelig noget, vi tager alvorligt, siger Rikke Berg Jacobsen.

Ikke tilstrækkelige fremskridt

Har Nordeas engagement så virket?

I nogen grad, mener Rikke Berg Jacobsen, der blandt andet nævner, at Activision Blizzard har sat et internt, blødt mål om, at to tredjedele af medarbejderne i løbet af fem år skal være kvinder. NAM har i stedet bedt selskabet om at sætte klare mål for diversiteten på tværs af organisationen.

Ved de seneste målinger var 24 procent af de fuldtidsansatte kvinder eller nonbinære personer, der ikke identificerer sig som mænd eller kvinder, mens kvinder udgjorde 25 procent af bestyrelsen og 23 procent af lederne.

- De forbedrer sig, men vi mener, at de som et stort, ledende selskab inden for deres industri kan gøre mere. De anerkender behovet for diversitet både med hensyn til kvinder og minoriteter, og de udgiver ESG-rapporter, men de har stadig ikke rapporteret specifikt på chikanesagerne. Vi har bedt om yderligere informationer om, hvilke værktøjer de bruger til at håndtere sagerne, afslutter Rikke Berg Jacobsen.