Metan er en potent drivhusgas og en af de største medvirkende til den globale opvarmning. FN’s klimapanel vurderer, at knap 20 procent af den menneskeskabte globale opvarmning skyldes metanudslip. CO2 står for cirka 75 procent. Netop derfor anses en begrænsning i metanudledningen som den mest effektive måde at ”tøjle” klimaforandringerne over de næste ti år.
Da en stor del af det samlede udslip kommer fra selskaber, som beskæftiger sig med fossile brændstoffer, er blikket særligt rettet mod de store olie- og naturgasselskaber, som meget vel kan blive nøglen til løsningen.
På feltbesøg i Texas
I juli 2023 drog Nordeas eksperter for ansvarlige investeringer til Houston og Permian Basin i staten Texas for at mødes med repræsentanter fra en lang række olie- og gasselskaber, som Nordea Asset Management investerer i. Formålet var at få dem til at tilslutte sig Oil & Gas Methane Partnership 2.0 (OGMP 2.0), som FN’s miljøprogram (UNEP) og partnere står bag. OGMP 2.0 anses som den ”gyldne standard” for måling, rapportering og målsætning af metan.
Læs hele artiklen om vores besøg her
Ni af selskaberne – Aker BP, Coterra, Chesapeake, Diamondback, EOG, INPEX, KazMuynayGas, Petrobras and PPT E&P – tilsluttede sig initiativet allerede sidste år som følge af vores visit. Andre selskaber – ExxonMobil, Chevron, Woodside, OMV and Pertamina – tilsluttede sig i år.
Selskaber, der tilslutter sig OGMP-initiativet, forpligter sig til at arbejde mod at reducere deres metanudledning med 45% inden 2025 og 60-75% inden 2030.