Europas sårbarhed er værd at investere i.
Det budskab er gået rent ind hos investorerne, som har sendt knapt fem mia. kr. mod fonden Nordea Invest Empower Europe, der blev lanceret for blot ét år siden.
- Strategien var – dengang som nu – at forsøge at indfange de investeringsmuligheder, som opstår i kølvandet på den omstilling, der sker, efterhånden som Europa bevæger sig mod større selvbestemmelse inden for vitale dele af vores samfund som forsvar, produktion og energiforsyning, fortæller René Møller Petersen, der er porteføljeforvalter for fonden Nordea Invest Empower Europe.
I den forstand er fonden ikke blot en investeringsfond, men også et billede på Europas opvågning.
- For ti år siden var den gængse verdensopfattelse, at vi var på vej mod én global verden med samme værdisæt, hvor vækst til middelklassen ville betyde, at alle fik det bedre. Den tankegang er død i dag, hvor vi har erkendt, at Europa må opfinde sin egen identitet og styrke i en verden, der er så fragmenteret, at den efterhånden minder om Game of Thrones, konstaterer René Møller Petersen.
Han henviser til de fire blokke, vi ser lige nu: Rusland, der har en agenda om at vinde territorium. Kina, der har en agenda om at være verdensledende inden for industrielle varer. USA, der har en agenda, som er svær at sige noget sikkert om, men som i hvert fald ikke længere er vores storebror, og som i høj grad bruger sine ressourcer på Stillehavsproblematikken. Og endelig står Europa i midten af det hele som et indianerfolk, der har levet et lykkeligt liv på sletten, men nu er truet på alle områder.
- Et nyt, stærkt Europa er nødvendigt, hvis vi vil bevare vores velfærdsstat, levestandard og værdier. Bare det seneste år er vi i Danmark blevet presset af USA i forhold til spørgsmålet om Grønland. Spanien har været i voldsomt klammeri med Trump ift. told. Og sammen med hele energikrisen 2.0, ikke mindst når det gælder Hormuz-strædet, viser det seneste års begivenheder, hvordan en europæisk modstandsdygtighed inden for forsvar, produktion og energiforsyning blot er blevet endnu mere påtrængende. Og dermed endnu vigtigere investere i, for vi kan ikke spare os ud af problemerne, siger René Møller Petersen.
Investeringer skal mindske sårbarhed
Derfor investerer fonden også i løsninger, som kan gøre Europa mere selvhjulpen, så vores energiforsyning ikke længere skal være i hænderne på Rusland, så vi ikke længere per automatik afgiver en stor del af vores produktion til Kina, og så vi ikke længere er for afhængige af USA til at garantere vores sikkerhed.
- Vi kommer ikke til at være helt uafhængige i alle aspekter, for vi er en del af en global verden. Men fremover skal vi ikke være så sårbare over for hændelser som Hormuz-strædet, der egentligt ikke har noget med os at gøre, men pludselig har stor indflydelse på os, giver René Møller Petersen som eksempel.
For at gøre investeringerne i europæisk forsvar, produktion og energiforsyning operationelle fra et investeringssynspunkt, er der defineret en række undertemaer til de tre overordnede temaer, som gør det muligt at styre investeringerne i fonden mod konkrete løsninger. F.eks. opnås energi-modstandsdygtighed gennem mere vedvarende energi og en bedre evne til at transportere elektricitet fra områder med overproduktion til områder, der på et givent tidspunkt har overefterspørgsel ift., hvad de kan forsyne sig med lokalt.
- Det betyder for eksempel, at det er vigtigt at investere i flere turbiner og et større, langt mere fleksibelt elnet, så vi har den mængde elektricitet, vi skal bruge til f.eks. elbiler og datacentre, og kan sende strømmen derhen, hvor der er brug for den, forklarer René Møller Petersen.
Vi troede, at globaliseringen skulle gøre os alle rigere og bedre, men lige nu er verden i stedet blevet lidt skræmmende.
Forsvarstema er bagud – men vil vokse
Når han kigger tilbage på det seneste år, er han lidt overrasket over, at forsvarstemaet har klaret sig dårligst i fonden, men når han dykker ned i årsagerne, giver det alligevel mening.
- Industrien har en produktionsværdikæde, der har ligget i kunstigt åndedræt i 30 år og på kort tid er blevet bedt om at levere vækstrater på 40-50 pct. om året med ordrer, som er både større og mere komplicerede i designet, end industrien er vant til. Derudover ekstrapolerer aktiemarkedet ud fra erfaringer i Ukraine og Mellemøsten, hvor krigsførelse lige nu ikke længere handler om dyre kampvogne og fly, men om droner. Men det er lidt en fejlopfattelse, mener han.
For lige nu står frontlinjen i Ukraine stille: I et bælte på 20-40 km. er der ingen mennesker, men til gengæld et utal af droner, der forsøger at smadre hinanden. Det samme sker i Mellemøsten, hvor Irans svar til USA var at angribe sagesløse så voldsomt som muligt med droner. Det giver den fejlslutning, at moderne krigsførelse fremover bliver noget helt andet end hidtil, og dermed noget helt andet end det, fonden investerer i. I denne optik behøver vi ikke køretøjer eller noget, der kan flytte udstyr, og derfor er nogle virksomheder inden for forsvar, som producerer fly, kampvogne og ammunition, faldet siden begyndelsen af året.
- Markedet opfører sig, som om vi kan skifte et F35-fly, der koster mia. af dollars, ud med en drone til 40.000 dollars. Men man skal huske på, at det er ud fra den præmis, at frontlinjen i Ukraine står stille. Så snart frontlinjen flytter sig, så skal mennesker, udstyr og logistik flytte med. Og derfor tror jeg, vi kommer til at se forsvarstemaet vokse, siger han.
Empower Europe: Sådan fordeler investeringerne sig
(per 11.06.2026: 856 millioner euro)
Finland: 32,8%
Danmark: 23,8%
Norge: 17,6%
Sverige: 15,7%
Europa: 10,1%
Konkurrenceulemper skal nivelleres
Når det gælder produktion, har Europa ifølge René Møller Petersen fremover flere alternativer: Enten at vi producerer varerne i andre lande som Marokko eller Tyrkiet, der er mere venligt indstillet eller tættere på os end Kina. Eller at vi måske ligefrem bringer produktionen tilbage til Europa f.eks. ved at investere i automatiseringsanlæg, som i dag er langt mere realistiske end da de første industriarbejdspladser begyndte at forsvinde til Kina. Samtidig er det afgørende at få nivelleret vores konkurrence-ulempe med Kina, hvor rigtig mange industrier er statsstøttede og derfor har taget aktivitet fra Europa på unfair vilkår gennem mange år.
- Europa-Kommissionen har gjort det klart, at kinesiske producenter fremover skal producere med lokal arbejdskraft, lokal knowhow og lokale råvarer, så konkurrencen bliver fair. Polestar må altså gerne tage markedsandele fra Renault, men det skal være på lige vilkår, og det er en fair måde at gøre det på, siger René Møller Petersen, der håber, at Europa-Kommissionens klare udmelding ikke bliver udvandet gennem systemet, så EU ender med at fragmentere frem for at samles.
- Vi troede, at globaliseringen skulle gøre os alle rigere og bedre, men lige nu er verden i stedet blevet lidt skræmmende. Så langt øjet rækker, bliver vi derfor nødt til at øge vores udgifter til forsvar, forsøge at forbedre vores energiforsyning samt deriske vores industrielle afhængighed af Kina, siger han.
Det kan vi blive deprimerede over. Men vi kan også se det som vores mulighed for at adressere en fælles europæisk identitet, som måske har manglet.
- Jeg fornemmer i hvert fald, at man vil have større samhørighed i en uigennemskuelig verden. Det kræver en europæisk identitet baseret på vores fælles kerneværdier, ellers bliver vores samfund som det amerikanske; et Jurassic Park, hvor profit prioriteres højere end sikkerhed og etik, siger René Møller Petersen.
Investeringer i afdelinger bør foretages på grundlag af det seneste prospekt og dokument med central information. De nævnte fonde er en del af Nordea 1, SICAV, et åbent investeringsselskab med hjemsted i Luxembourg. Prospektet, dokumentet med central information, års- og halvårsrapporter samt oplysninger om bæredygtighedsrelaterede aspekter af fondene er tilgængelige på vores hjemmeside. Alle investeringer indebærer risici. Du kan opleve tab. Der henvises til prospektet og det relevante dokument med central information, hvis du vil læse mere om de til fondene knyttede risici. Der gives ingen garanti for fremtidige resultater eller for, at investeringsmål opnås. Henvisning til selskaber eller investeringer skal ikke opfattes som en anbefaling om køb eller salg af disse, men tjener alene som illustration. Et resume af investors rettigheder er tilgængelig på engelsk her. De investeringer, der markedsføres, vedrører andele i en fond, ikke de individuelle aktiver (såsom aktier i et selskab), som fonden ejer. Fondsforvaltningsselskabet kan beslutte at ophøre med ordningerne om at markedsføre fondene i ethvert EU-land, hvor den i øjeblikket er tilgængelig, i overensstemmelse med gældende EU-regler. Før du foretager en investering, bør du konsultere professionelle rådgivere og vurdere investeringens egnethed.